Topnyheder

Sidst CO2-niveauet var så højt som nu, stod havet 24 meter højere

Corona-nedlukningen havde kun en beskeden påvirkning på vores CO2-udledning i 2020.

Mauna Loa-observatoriet ses i sort/hvid
Mauna Loa-observatoriet har for første gang målt et CO2-indhold i atmosfæren på 419 ppm. Foto: Christopher Michel/flickr/CC BY 2.0

CO2-niveauet i atmosfæren er steget til rekordhøje 419 ppm (partikler per million), hvilket er det højeste niveau, man nogensinde har målt i målestationen Mauna Loas 63-årige historie. Det er tilmed det højeste niveau i mindst 4,1 mio. år ifølge proxydata - dvs. data fra eksempelvis iskerneboringer og træringe, der afslører fortidens CO2-niveau i atmosfæren.


Sidst CO2-niveauet var så højt, var den globale temperatur ca. 3,9 grader celsius højere end det førindustrielle niveau, og havet var knap 24 meter højere. Inden det industrielle gennembrud i 1800-tallet, lå CO2-niveauet på ca. 280 ppm. Årsagen til, at havet ikke allerede nu er steget med flere meter, er, at der er en vis forsinkelse fra, at drivhusgasser udledes, til temperaturen stiger tilstrækkeligt. Det betyder også, at hvis vi stoppede alle udledninger i morgen, ville kloden fortsætte med at blive opvarmet i flere årtier.


"Vil tilfører rundt regnet 40 mia. ton CO2-forurening til atmosfæren hvert år. Det er et bjerg af kulstof, vi graver op fra jorden, brænder af og slipper ud i atmosfæren i form af CO2 - år efter år. Hvis vi vil undgå katastrofale klimaændringer må den højeste prioritet være at reducere CO2-udledningen til nul så hurtigt som muligt," siger Pieter Tans, seniorforsker ved det amerikanske forskningsinstitut Nation Oceanic and Atmospheric Administrations (Noaa) Global Monitoring Laboratory, til Noaas hjemmeside.


Effekten fra corona-nedlukningen verden påvirkede kun stigningen af CO2 beskedent: Den årlige stigning fra maj 2020 til maj 2021 lå på 1,8 ppm, hvilket er en anelse mindre end den gennemsnitlige stigning i samme periode de foregående år. Det betyder, at der skal drastiske, vedvarende reduktioner i udledningen til, før det begynder at afspejle sig i atmosfæren, hvor CO2 akkumulerer sig i årtier.


"Løsningen er lige foran os. Sol- og vindenergi er allerede billigere end fossile brændstoffer, og de virker i den skala, der er nødvendig. Hvis vi handler snart, er vi måske stadig i stand til at undgå katastrofale klimaændringer," siger Pieter Tans.


Natalie Mahowald, klimaforsker ved Cornell University, er enig i, at der skal handles hurtigt og mere ambitiøst end hidtil:


"At nå et CO2-niveau, der er 50 pct. højere end det førindustrielle niveau, skaber virkelig en ny referenceramme - og ikke på den gode måde. Hvis vi vil undgå de værste konsekvenser ved klimaforandringerne, er vi nødt til at arbejde meget hårdere for at reducere CO2-udledningerne - og det skal gøres straks," siger hun til The Guardian.

ANNONCE