Topnyheder

Paradoks i EU: Producenter tvinges til at teste kosmetik på dyr trods forbud

Selvom EU har indført et forbud mod at teste kosmetiske produkter på dyr, pålægger en ny afgørelse producenter at teste to ingredienser på dyr.

EU's forbud mod dyreforsøg inden for kosmetik udelukker ikke, at visse ingredienser skal testes på dyr. Foto: Understanding Animal Research/flickr/CC BY-2.0

Siden 2013 har det i EU været forbudt at teste kosmetiske produkter på dyr. En ny afgørelse fra appeludvalget under EU's kemikalieagentur ECHA præciserer dog forbuddet ved noget paradoksalt at kræve, at producenter af kosmetiske produkter alligevel tester to bestemte ingredienser på dyr af hensyn til menneskets sundhed.


De to ingredienser - homosalate og 2-ethylhexyl salicylate - er solfiltre, som ifølge ECHA skal testes på dyr, og appeludvalget skriver i afgørelsen, at det ikke er i strid med EU's generelle forbud på området, da producenter fortsat skal leve op til kravene i kemikalielovgivningen REACH.


"Som en direkte konsekvens af denne afgørelse, skal over 5.500 rotter, kaniner og fisk nu bruges i nye test, på trods af at både forbrugere og Europa-Parlamentet igen og igen har krævet, at man ikke må gå på kompromis med forbuddet mod dyreforsøg med kosmetik," siger Julia Baines, forskningspolitisk chef hos dyreværnsorganisationen Peta, til Daily Mail.


Tvunget til at ændre produkterne

De to ingredienser indgår i adskillige 'cruelty-free'-produkter, der netop markedsføres som produkter udarbejdet uden brug af dyreforsøg. Afgørelsen møder derfor kritik fra flere producenter, der nu er tvunget til at ændre produktindholdet, hvis de skal leve op til 'cruelty-free'-termen


"Vi er uenige i, at dyreforsøg er nødvendige for at beskytte medarbejdere og miljøet og opfordrer kraftigt til, at der bruges data, som ikke stammer fra dyreforsøg," siger Julia Fentem, sikkerhedschef hos producenten Unilever, til Daily Mail.


Appeldomstolens afgørelse kommer, på baggrund af at klageren var blevet pålagt at udføre dyreforsøg, hvilket førte til, at klageren henviste til EU-forbuddet mod dyreforsøg.


Andrew Fasey, medlem af ECHA's appeludvalg og ordfører på sagen, vurderer da også, at ikke alle vil være enige i afgørelsen. I en skriftlig udtalelse fra ECHA siger han:


"De to afgørelser, der er offentliggjort i dag (18. august, red.) er blandt de vigtigste, der til dato er truffet af appeludvalget. Sammenhængen mellem de informationer, der er påkrævet af REACH, og markedsførings- og forsøgsforbuddet i lovgivningen om kosmetiske produkter har været et problem i mange år med mange forskellige fortolkninger. De to afgørelser truffet i dag er baseret på en grundig analyse af ordvalget og formålet med de to love. Jeg forventer ikke, at alle vil være fuldt ud enige i disse afgørelser. Vi har dog forsøgt så tydeligt som muligt at forklare, hvordan og hvorfor vi er nået frem til vores konklusioner."

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic