Topnyheder

Lektor: Trods store ord behandler vi stadig de fleste dyr forfærdeligt

DEBAT: Virkeligheden er så fjernt fra lovens smukke ord, at man må undre sig over, at lynet ikke dagligt slår ned i Fødevareministeriet som en passende guddommelig straf over det hykleri og skønmaleri, som finder sted.

En flok grise står i en stald
Arkivfoto: Pixabay

Nedenstående er en tale holdt af Mickey Gjerris, teolog (ph.d.) og lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, ifm. Dyrerettighedsmarchen 28. august. Han har ønsket det bragt som et debatindlæg.


Så står vi her igen og forsøge at råbe dem, der bestemmer, op. Man kan ikke lade være med at undre sig: ”How long do we have to protest the same shit?”


Længe, tydeligvis. For på trods af en stigende opmærksomhed om den animalske produktions negative konsekvenser, på trods af den nye Dyrevelfærdslov fra 2020 og på trods af de altid store ord fra politikere og erhvervs- og interesseorganisationer, så behandler vi langt hen ad vejen stadig de utallige dyr, der er en del af vores samfund, ganske forfærdeligt, hvad enten det drejer sig om landbrugsdyr, forsøgsdyr, familedyr eller de dyr, der desperat forsøger at finde plads til at leve med en smule afstand til os. Og derfor vil jeg også tillade mig at indtage en position, der måske kan virke en smule underlig ved en march for dyrerettigheder: Jeg synes egentlig ikke, at dyrerettigheder er særligt vigtige.


For med mindre de juridiske rettigheder, som vi tilskriver dyr, hviler på et fundament af empati, sympati, barmhjertighed og retfærdighed, så er de sjældent det papir værd, som de er skrevet på. Så er de blot udtryk for ”welfare washing” og menneskets utrættelige forsøg på at fastholde sin moralske selvforståelse som ”nogle af de gode”, mens vi med den anden hånd reducerer dyrene til biologiske fabrikker - madpakker på ben - der udelukkende skal tjene os. Opfylde vores behov og præferencer, hvad enten det er for at få noget at spise, nogle at ride på eller nogle at lave forsøg på.


Vores selvevaluering synes løsrevet fra enhver realitetssans, og som små børn hænger vi konstant guldmedaljer om halsen på os selv ved imaginære præmieoverrækkelser, imens vi fortæller os selv, at ingen er så gode som os.

Da den nye dyrevelfærdslov blev vedtaget, gik både politikere og interesseorganisationer i selvsving. For nu var Danmark igen og på endnu et område verdenmestre i at være gode. Det er som med vores klimaindsats. Vores selvevaluering synes løsrevet fra enhver realitetssans, og som små børn hænger vi konstant guldmedaljer om halsen på os selv ved imaginære præmieoverrækkelser, imens vi fortæller os selv, at ingen er så gode som os. For minsandten om der nu ikke stod i den danske lov, at ”Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener.”


Selvtilfreds over lovtekst

Hvordan det kan fremkalde så næsegrus selvbeundring, at det juridisk nu er fastslået, at dyr er ”levende og sansende væsener” er mig en gåde. For undskyld mig… Men hvem fanden har været i tvivl om det de seneste ca. 10.000 år? Skulle det være en nyhed? Også planter og mikrober er levende og sansende væsener. Men det viser måske meget godt, hvor fjernt vi er fra at have anerkendt, hvad dyr egentlig er, at dele af nationen går i selvtilfredst selvsving over en lovtekst, der fastslår, at dyr kan sanse.


De er ikke blot levende og sansende væsener, der registrerer, hvad der sker, og reagerer på det ud fra en nedarvet genetisk kode på automatpilot. De oplever det. De kan have ondt og have det godt.

For dyr er ikke bare levende og sansende væsener. Det er ikke det, der er afgørende. Det afgørende er, at de er følende væsener. At der, som professor i dyrevelfærd Francoise Wemelsfelder siger, ”er nogen derinde”… ”There is someone in there”. Grise, heste, køer og får… og for den sags skyld kattekillinger, måger, torsk, ulve, sæler, skarver og rotter deler den mageløse egenskab med os, at de oplever deres liv. De er ikke blot levende og sansende væsener, der registrerer, hvad der sker, og reagerer på det ud fra en nedarvet genetisk kode på automatpilot. De oplever det. De kan have ondt og have det godt. De kan - ikke ligesom os, men analogt med os - opleve frustrationer, fristelser, frygt, spænding, og glæde.


Og nogle dyr deler vi evnen med til endnu mere komplicerede følelser som savn og sorg og ja, jeg vover at sige det, selvom jeg ved, at dyr ikke er små mennesker med hår på: Kærlighed – evnen til at gennem empati at knytte særlige bånd til særlige individer.


Så dyr er ikke ”alien others” - fremmede under samme måne - mere, end vi selv er det. For vi er selv dyr. Vokset ud af den selvsamme ufattelige fortælling, der strækker sig fra universets begyndelse for 14 millarder år siden og over livets udvikling på denne sten dækket af et tyndt lag af vand, jord og luft, hvor livet har udviklet sig i snart fire milliarder år til at rumme mange arter som os, der oplever deres liv.