Topnyheder

Lektor: Trods store ord behandler vi stadig de fleste dyr forfærdeligt

DEBAT: Virkeligheden er så fjernt fra lovens smukke ord, at man må undre sig over, at lynet ikke dagligt slår ned i Fødevareministeriet som en passende guddommelig straf over det hykleri og skønmaleri, som finder sted.

En flok grise står i en stald
Arkivfoto: Pixabay

Nedenstående er en tale holdt af Mickey Gjerris, teolog (ph.d.) og lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, ifm. Dyrerettighedsmarchen 28. august. Han har ønsket det bragt som et debatindlæg.


Så står vi her igen og forsøge at råbe dem, der bestemmer, op. Man kan ikke lade være med at undre sig: ”How long do we have to protest the same shit?”


Længe, tydeligvis. For på trods af en stigende opmærksomhed om den animalske produktions negative konsekvenser, på trods af den nye Dyrevelfærdslov fra 2020 og på trods af de altid store ord fra politikere og erhvervs- og interesseorganisationer, så behandler vi langt hen ad vejen stadig de utallige dyr, der er en del af vores samfund, ganske forfærdeligt, hvad enten det drejer sig om landbrugsdyr, forsøgsdyr, familedyr eller de dyr, der desperat forsøger at finde plads til at leve med en smule afstand til os. Og derfor vil jeg også tillade mig at indtage en position, der måske kan virke en smule underlig ved en march for dyrerettigheder: Jeg synes egentlig ikke, at dyrerettigheder er særligt vigtige.


For med mindre de juridiske rettigheder, som vi tilskriver dyr, hviler på et fundament af empati, sympati, barmhjertighed og retfærdighed, så er de sjældent det papir værd, som de er skrevet på. Så er de blot udtryk for ”welfare washing” og menneskets utrættelige forsøg på at fastholde sin moralske selvforståelse som ”nogle af de gode”, mens vi med den anden hånd reducerer dyrene til biologiske fabrikker - madpakker på ben - der udelukkende skal tjene os. Opfylde vores behov og præferencer, hvad enten det er for at få noget at spise, nogle at ride på eller nogle at lave forsøg på.


Vores selvevaluering synes løsrevet fra enhver realitetssans, og som små børn hænger vi konstant guldmedaljer om halsen på os selv ved imaginære præmieoverrækkelser, imens vi fortæller os selv, at ingen er så gode som os.

Da den nye dyrevelfærdslov blev vedtaget, gik både politikere og interesseorganisationer i selvsving. For nu var Danmark igen og på endnu et område verdenmestre i at være gode. Det er som med vores klimaindsats. Vores selvevaluering synes løsrevet fra enhver realitetssans, og som små børn hænger vi konstant guldmedaljer om halsen på os selv ved imaginære præmieoverrækkelser, imens vi fortæller os selv, at ingen er så gode som os. For minsandten om der nu ikke stod i den danske lov, at ”Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener.”


Selvtilfreds over lovtekst

Hvordan det kan fremkalde så næsegrus selvbeundring, at det juridisk nu er fastslået, at dyr er ”levende og sansende væsener” er mig en gåde. For undskyld mig… Men hvem fanden har været i tvivl om det de seneste ca. 10.000 år? Skulle det være en nyhed? Også planter og mikrober er levende og sansende væsener. Men det viser måske meget godt, hvor fjernt vi er fra at have anerkendt, hvad dyr egentlig er, at dele af nationen går i selvtilfredst selvsving over en lovtekst, der fastslår, at dyr kan sanse.


De er ikke blot levende og sansende væsener, der registrerer, hvad der sker, og reagerer på det ud fra en nedarvet genetisk kode på automatpilot. De oplever det. De kan have ondt og have det godt.

For dyr er ikke bare levende og sansende væsener. Det er ikke det, der er afgørende. Det afgørende er, at de er følende væsener. At der, som professor i dyrevelfærd Francoise Wemelsfelder siger, ”er nogen derinde”… ”There is someone in there”. Grise, heste, køer og får… og for den sags skyld kattekillinger, måger, torsk, ulve, sæler, skarver og rotter deler den mageløse egenskab med os, at de oplever deres liv. De er ikke blot levende og sansende væsener, der registrerer, hvad der sker, og reagerer på det ud fra en nedarvet genetisk kode på automatpilot. De oplever det. De kan have ondt og have det godt. De kan - ikke ligesom os, men analogt med os - opleve frustrationer, fristelser, frygt, spænding, og glæde.


Og nogle dyr deler vi evnen med til endnu mere komplicerede følelser som savn og sorg og ja, jeg vover at sige det, selvom jeg ved, at dyr ikke er små mennesker med hår på: Kærlighed – evnen til at gennem empati at knytte særlige bånd til særlige individer.


Så dyr er ikke ”alien others” - fremmede under samme måne - mere, end vi selv er det. For vi er selv dyr. Vokset ud af den selvsamme ufattelige fortælling, der strækker sig fra universets begyndelse for 14 millarder år siden og over livets udvikling på denne sten dækket af et tyndt lag af vand, jord og luft, hvor livet har udviklet sig i snart fire milliarder år til at rumme mange arter som os, der oplever deres liv.


There is someone in there.


Om dyrene hedder det videre i Dyrevelfærdsloven paragraf 2: ”Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.” Og det viser meget godt, hvorfor juridiske rettigheder i sig selv ikke er nok til at tage vare ​på dyrene. For var juridiske rettigheder nok, så stod vi ikke her i dag.


Med en lov, der siger, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte og lidelse, samtidig med at millioner af dyr hver eneste dag behandles på en måde, som kun med opbydelsen af al vores evne til at lukke øjnene for det himmelråbende indlysende kan kaldes forsvarligt og kun ved at strække sproget til bristepunktet kan siges ”bedst muligt at beskytte dem”.


Millioner aflives straks

4,5 millioner hanekyllinger gasses, kort efter de er kommet ud af ægget, fordi de ikke passer ind i ægindustrien.


Mere end 20.000 pattegrise dør hver evig eneste dag i svineproduktionen, fordi den udelukkende er lagt an på at producere så meget så muligt for så lidt som muligt.


Mere end 20.000 tyrekalve møder hvert år som noget af det første i deres tilværelse en boltpistol og får struben skåret over. Millioner og atter af millioner af fisk efterlades til at dø en smertefuld død ved at drukne i luft i flydende filetfabrikkers lastrum.


Æglæggende høns, malkekøer og faresøer dør langt tidligere end nødvendigt - udslidte af produktionspresset, og utallige dyr slagtes efter at have levet en meget lille del af deres naturlige livslængde efter en opvækst i golde staldmiljøer.


Dyr, der vel at mærke aldrig nogensinde har mærket solen på deres skind, hud, fjer eller pels. Dyr, der aldrig nogensinde har fået mulighed for at udfolde andet end en brøkdel af deres iboende potentiale til at passe ind i denne komplicerede verden med alle de andre arter, som de har udviklet sig sammen med gennem evolutionen.


Virkeligheden er så fjernt fra lovens smukke ord, at man må undre sig over, at lynet ikke dagligt slår ned i Fødevareministeriet som en passende guddommelig straf over det hykleri og skønmaleri, som finder sted. Et hykleri, der udelukkende tjener til, at vi kan fastholde vores moralske selvbillede som gode ansvarsfulde etiske mennesker, mens vi sætter tænderne i kroppe fra dyr, der har levet korte og forfærdelige liv for at tilfredsstille vores lyst til at æde dem – også selvom vi er en situation, hvor vi sagtens kunne lade være.


Pæne ord og store principper

Så nu står vi her igen. ”How long do have to protest the same shit?” For mig at se så længe vi tror, at det er nok med pæne ord og store principper. Så længe vi kun intellektuelt forstår, at dyr ikke er ting, men følende væsener. For indlysende nok, så er det netop gennem vores følelser, at vi har adgang til andre følende væsener. Det er gennem at turde åbne op for vores empati, at vi kan opleve ​deres smerte og glæde og lade sympatien for dem få rum.


Kun sådan kan vores sind fokusere på andet end vores selvcentrerede jagt på oral tilfredsstillelse i form af bacon, kyllingevinger og de store røde bøffer, som vi ellers kan bilde os ind, at vi ikke kan leve uden. Så kan lovens ord blive til virkelighed og ikke blot moralsk selvforherligelse. Men det sker ikke ved at skrive flere love og udstyre dyr med flere rettigheder, som ingen betydning har for deres liv, men blot tjener til at dulme den dårlige samvittighed, når vores moralske selvforsvar en gang i mellem bryder sammen.


Lovens ord bliver til virkelighed, når vi erkender, ikke kun med vores fornuft, men med vores følelser, med vores hjerter, at vi udsætter millioner og atter millioner af følende væsener, af medskabninger, af fellow creatures, af væsener, som minder om os selv, så meget mere end vi vil være ved, for ufattelige lidelser og unødvendig død, udelukkende fordi det er bekvemt.