Topnyheder

Klimaekspedition aflyst på grund klimaforandringer

En forskningsekspedition til Arktis er blevet aflyst, fordi høje temperaturer har gjort isen for usikker og dermed rejsen for farlig for forskerne.

Klimaforandringerne får nu direkte konsekvens for et forskerhold, der skulle til Arktis. Foto: Pixabay

Det canadiske isbryderskib CCGS Amundsen kommer ikke som planlagt til Arktis i år. Formålet var, at forskere ombord på skibet skulle overvåge og undersøge klimaforandringernes effekt på Arktis' marine og kystnære økosystemer, men på grund af for høje temperaturer er isen blevet usikker, og det gør turen alt for risikabel. Det skriver flere amerikanske medier.

Ifølge ekspeditionsleder David Barber er omstændighederne i Arktis en direkte konsekvens af klimaforandringerne.

- Forskningen foretaget af vores forskere viser med al tydelighed, at klimaforandringerne ikke er noget, der sker i fremtiden - de er her allerede, lyder det i en skriftlig meddelelse fra University of Manitoba, Canada, ifølge Newsweek.

Ekspeditionen er en del af et større forskningsprojekt, og de andre ekspeditioner ventes at finde sted som planlagt.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

ANNONCE