Topnyheder

Bilproducenter vil have Trumps tilladelse til at forurene mere

Amerikanske bilproducenter håber, at præsident Donald Trump vil slække på forureningsregler. Billigere biler er vigtigere end brændstoføkonomi, lyder det.

De amerikanske krav til bilers emissioner er for skrappe og bør fjernes. Det er budskabet fra bilproducenterne, der netop nu er samlet til en årlige konvention i New Orleans. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere præsident Barack Obama indførte regler, som skulle fordoble bilernes gennemsnitlige brændstoføkonomi i 2025. Men den mere miljøvenlige teknologi vil hæve prisen på en bil med mellem 1.500 og 3.000 dollars, svarende til mellem 10.400 og 20.900 kr., hævder Mark Scarpelli, bestyrelsesformand for sammenslutningen National Automobile Dealers Association og ejer af General Motors Co.'s afdeling i det nordlige Illinois.

- "Man hæver prisen på bilen - en bil, der måske kunne have været inden for økonomisk rækkevidde, vil pludselig ikke længere være det," siger han ifølge Reuters og tilføjer, at en løsning kan være en anden tidshorisont end 2025.

Møde med Trump

I sidste uge mødtes en række topchefer fra bilindustrien med Donald Trump, hvor de advarede ham om, at det kan koste op mod én million job, hvis man ikke ændrer kravene til bilindustrien. De mener ikke, at kravene stemmer overens med markedskræfterne; altså forbrugernes efterspørgsel.

Advokat Scott Pruitt, der er nomineret til at lede miljøstyrelsen Environmental Protection Agency (Epa), har sagt, at han vil gennemgå Obama-administrationens regler om emissioner.

Selvsamme Scott Pruitt står bag adskillige søgsmål rettet mod netop Epa for tilsynets regler om vand- og luftkvalitet.

Ifølge organisationen American Lung Association lever godt halvdelen af amerikanerne i områder, hvor luftkvaliteten er sundhedsskadelig.

Lidt grønt håb

Selvom den seneste uges tid har budt på mange beretninger om Trumps bebudede afvikling af klima- og miljøtiltag, er der faktisk også grønne tiltag på vej fra administrationen.

Ifølge Forbes har Trump-administrationen udarbejdet en energiplan med 50 infrastrukturelle projekter, hvoraf nogle er vindprojekter. Gennemføres alle grønne projekter i planen, vil det ifølge Forbes skabe ni gigawatt vedvarende energi.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic