Topnyheder

USA: Miljømyndighed får mundkurv på og skal slette "klimaforandringer"

Trump-administrationen har bedt USA's miljøstyrelse om at suspendere sit arbejde og slette al indhold om klimaforandringer og klimadata fra sin hjemmeside.

***

Opdatering kl. 22:58, 25/01-17: Ifølge thehill.com er mundkurven blevet løftet for landbrugsministeriet efter ordre fra en ledende ansat. ScienceMag.com rapporterer desuden, at Trump-administrationen har ændret holdning, så EPA ikke nødvendigvis behøver slette al indhold om klimaforandringerne alligevel - i hvert fald ikke øjeblikkeligt. Administrationen er ved at gennemse indholdet.

***


Mens en ny rapport fra EU's miljøagentur, EEA, viser, at klimaforandringerne er et faktum i Europa og allerede nu har store konsekvenser for bl.a. fødevareforsyningen, går USA i en helt anden retning, idet regeringen forsøger at nedtone al snak om klimaforandringer.


USA's præsident Donald Trumps administration har netop udstedt en række ordrer til miljøstyrelsen Environmental Protection Agency (EPA): Al indhold og alle data om klimaforandringer og udledninger af drivhusgasser samt links til klimaforskning skal slettes fra EPA's hjemmeside.


Desuden har alle medarbejdere fået midlertidig mundkurv på og må ikke opdatere EPA's profiler på sociale medier og blogs, de må ikke implementere ellers planlagt lovgivning eller udtale sig til medierne.


Det skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters.



- "Hvis hjemmesiden går i sort, vil flere års arbejde, som vi har lavet om klimaforandringerne, forsvinde," siger en EPA-medarbejder, der beder om at være anonym, til Reuters.


Vedkommende tilføjer, at medarbejdere lige nu arbejder på at få gemt nogle af informationerne eller overbevist Trump-administrationen om at lade det stå på hjemmesiden. Trump-administrationen har ikke svaret på Reuters' henvendelse.


Mindst 30 politiske tiltag er blevet fastfrosset efter ordren fra Trump-teamet, hvilket bl.a. drejer sig om en lang liste regulativer, som EPA skulle til at indføre, heriblandt nye grænser for luftforurening i en række stater og begrænsninger på mængden af formaldehyd, der kan afgives af træprodukter.


Statslige myndigheder finansieret af EPA og repræsenteret af både demokrater og republikanere er ikke blevet oplyst om forbuddet, fortæller de til AP.