Topnyheder

Verden er ved at miste ikonisk hurtigløber

Antallet af geparder er styrtdykket, og arten er nu næsten væk i Asien. Det kræver øjeblikkelig handling, hvis ikke den skal uddø helt, advarer eksperter. Mennesket bærer skylden.

Verdens hurtigste landdyr, geparden, er langt mere truet, end man hidtil har antaget. Derfor bør arten klassificeres som "truet" frem for blot "sårbar" på IUCN's rødliste, så de nødvendige beskyttende tiltag kan sættes i værk.

Det mener eksperter på baggrund af et nyt studie fra Zoological Society of London (ZSL), Wildlife Conservation Society og Panthera, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Resultaterne viser, at der nu blot resterer omtrent 7.100 geparder i verden på blot 9 pct. af deres oprindelige geografiske område. Tallet er en halvering i forhold til det estimerede antal på 14.000 i 1975.

I Zimbabwe er antallet af geparder på 16 år styrtdykket med hele 85 pct.; fra 1.200 til maksimalt 170 individer, og i Asien er den med under 50 individer tilbage næsten uddød.

- "Vores fund viser, at de store områder, der er nødvendige for geparden, sammenholdt med en bred vifte af trusler i naturen, betyder, at arten sandsynligvis er meget mere sårbar over for udryddelse, end man hidtil har troet," siger dr. Sarah Durant, biolog ved ZSL, ifølge Reuters.

Årsagerne er - nok ikke så overraskende - menneskets aktiviteter: Udvidelsen af landbrug og rydning af naturen er med til at fordrive geparden fra sine områder, og samtidig bliver den jaget for sit kød og skind. Desuden jagter mennesker en stor del af gepardens primære byttedyr, i en sådan grad at den har svært ved at finde føde.

Et andet problem er, at det i Asien er blevet populært at have gepardunger som kæledyr, så disse sælges på det sorte marked.

"Man er nødt til at handle"

Forskerne vurderer, at bestanden kan blive reduceret med yderligere 53 pct. over de næste 15 år.

- "Det er et markant fald, og man er nødt til virkelig at træde til og handle på det," siger Luke Hunter, præsident og CCO for organisationen Panthera, til National Geographic.

Geparden lever i Afrika og Asien og er særligt kendt for sin fart; den kan nå en tophastighed på godt 90 km i timen over korte distancer.

Studiet "The global decline of cheetah Acinonyx jubatus and what it means for conservation" er publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America (PNAS).

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic