Topnyheder

Turister elsker mishandlede tigre


Det er blevet så populært at få taget en selfie med en tiger, at antallet af tigre ved thailandske turistattraktioner er steget med 33 pct. på bare fem år. Bag attraktionerne gemmer sig en industri, der mishandler tigrene for at gøre dem medgørlige. Det viser en ny rapport fra World Animal Protection (Wap).

- Det er dybt bekymrende, at antallet af turistattraktioner med tigre er så stærkt stigende. Thailand er en meget populær feriedestination blandt danskerne, og vi anmoder danske turister om at boykotte alle tigerattraktioner og steder, der tilbyder selfies med vilde dyr. En god tommelfingerregel er, at hvis du kan komme tæt på, kramme eller tage en selfie med en tiger, har den været udsat for enten mental eller fysisk mishandling – og desværre ofte begge dele, siger Waps direktør i Danmark, Gitte Buchhave, til organisationens hjemmeside.

Eksempler på mishandling

I 2010 var der 623 tigre ved thailandske attraktioner, mens tallet sidste år vurderes til at være steget til 830 individer, og Waps efterforskere har bevidnet flere forskellige typer mishandling:

  • Tigerunger bliver taget fra deres mor 2-3 uger efter fødslen.

  • Tigerunger bliver håndteret af turister hundredvis af gange om dagen, hvilket er stressende for dem og kan føre til fysiske skader.

  • Tigre bliver udsat for smerte eller angst som straf, hvis de udviser uønsket adfærd. En medarbejder ved en af turistattraktionerne fortalte efterforskerne, at tigerne bliver sultet, hvis de laver "en fejl".

  • De fleste tigre lever i små betonbure med begrænset adgang til frisk vand. 50 procent af tigrene sad i bure med mindre end 20 kvadratmeter pr. dyr. I naturen kan en tiger bevæge sig over 16-32 km i løbet af bare en enkelt nat.

  • Flere end én ud af ti af tigrene (12 pct.) havde adfærdsproblemer. De bed sig eksempelvis i halen eller udviste anden tvangspræget adfærd, hvilket ofte ses hos vilde dyr, der lever i fangenskab under stressende forhold.

Wap har i alt undersøgt 17 tigerattraktioner i Thailand og fandt tilfælde af mishandling hos samtlige. Sriracha Zoo i Pattaya er en af dem med flest tigre i fangenskab. Ifølge zooens hjemmeside har over 10 millioner mennesker gæstet parken siden 1997, og Wao vurderer, at dyrene her har de allerværste forhold.

Døde tigerunger fundet i et tempel

Tidligere på året fandt myndighederne i Thailand over 40 døde tigerunger opbevaret i glaskrukker og frysere samt tigerpels, knogler, tænder og horn fra andre dyr ved Tiger Temple. Det vidner om en industri, der ikke kun avler ulovligt på tigrene, men også sælger dyregenstande på det sorte marked.

For 100 år siden var der omtrent 100.000 vilde tigre i Asien. I dag er tallet nede på 3.890.

Verdens største rejsesite, Tripadvisor, tjener penge på at sælge billetter til nogle af de attraktioner, hvor dyrene lider - herunder Sriracha Zoo - og flere end 410.000 personer har valgt at bakke op om Waps underskriftsindsamling rettet mod Tripadvisor i håbet om at få stoppet for salget af billetter.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic