Topnyheder

Kemigigant undskylder vegetar-tweet


Den store kemikalieproducent Bayer har set sig nødsaget til at undskylde på Twitter, efter at en af Bayers underafdelinger på sin Twitter-konto havde henvist til et studie, der viste, at man kan halvere sin CO2-belastning fra fødevareproduktionen ved at blive vegetar. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tweetet blev mødt af flere vrede kommentarer fra landmænd, der truede med at stoppe deres indkøb af Bayers sprøjtegifte, fordi de mener, at et fald i kødforbruget vil ramme dem økonomisk.

- Denne uge skal vi beslutte, hvilke svampegifte, vi skal købe. Det bliver nok ikke Bayers produkter efter dette tweet, svarede landmand Dane Visscher på Twitter.

En talsperson fra Bayer udtalte ifølge Reuters, at tweetet var en fejl og ikke er et udtryk for selskabets synspunkt.

"Tak for jeres undskyldning"

Ifølge Reuters var der omtrent 130 vrede Twitter-brugere, der klagede over Bayers tweet, og det affødte altså en undskyldning mandag fra flere af Bayers twitter-konti, der spreder sig over flere divisioner og verdensegne.

- Vi er stærke tilhængere af dyreproduktionen og undskylder for enhver fordrejet udlægning af industrien, tweetede Crop Science Canada.

Hertil svarede Brett Halstead:

- Tak @Bayer4CropsCA for jeres undskyldning, det er en begyndelse, lad os se, om @Bayer4Crops formår det samme, eller om det er vigtigere at gøre nogle EU-folk tilfredse.

Den kommentar fik Bayer4Crops (Bayer Crop Science) på banen, og man svarede Brett Halstead med følgende:

- Dyreproduktionen brødføder vores planet, og vi er glade for at støtte den. Det var aldrig vores intention at støde den - undskyld!

På Bayer Crop Sciences egen Twitter-konto lød også en undskyldning til de ca. 147.000 følgere.

- Vi vil gerne undskylde for et nyligt tweet med en udifferentieret bemærkning om kødforbruget. Dyreproduktionen har vores fulde opbakning.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic