Topnyheder

Landmænd står frem: Vores kyllinger har det elendigt


To amerikanske fjerkræproducenter har fået nok af den dårlige dyrevelfærd på deres egne gårde. Derfor har de noget usædvanligt taget kontakt til dyrevelfærdsorganisationen Compassion in World Farming (CWF) for at vise de dårlige forhold, som deres kyllinger lever under.

Kyllingebestandene er ramt af to dødelige sygdomme og har samtidig svært ved at bevæge sig, fordi de er fremavlet til en alt for massiv vækst.

Landmændene er ansat under det store selskab Pilgrim's Pride; selv ejer de landstedet, mens selskabet leverer kyllingerne og foderet.

Eftersom andre uvedkommende ifølge ansættelseskontrakten ikke har adgang til hallerne med kyllingerne, har landmændene selv filmet forholdene bag murene og efterfølgende vist optagelserne til CWF.

De er utilfredse med deres økonomi, og at kyllingerne, der leveres, har en dårlig genetik.

- De har sat os i en så dårlig situation, at vi er på fallittens rand, men vi kæmper til det sidste. Der er så mange landmænd i samme situation, men de tør ikke sige noget af frygt for repressalier, siger Eric Hedrick, som også hævder, at de ikke må gøre noget med kyllingerne uden forudgående tilladelse fra Pilgrim's.

Kyllinger bliver ædt op indefra

De forklarer bl.a., at kyllingerne for halvandet år siden ramt af, hvad der på engelsk kaldes gangrenous dermatitis, der af den amerikanske fjerkræbranche betragtes som branchens største sygdomstrussel: En bakterie, der angriber vævet, og har en dødelighed på op mod 60 pct. - døden indtræffer allerede efter 24 timer.

- Det er nærmest, som om fuglene bliver ædt op indefra, som om de er rådnet op indvendigt, siger en af landmændene til Leah Garces, leder af Compassion in World Farming, da hun mødes med dem for at se deres optagelser.

- Syge fugle ryger til slagteriet og kan ende på tallerkenen. Som landmand er jeg bekymret, siger Mike Weaver.

De fortæller også, at flere af kyllingerne er ramt af enteritis - en anden potentielt dødelig sygdom, der angriber organerne.

I videoen ser man en af mændene gå med to spande gennem en kyllingefyldt hal. Spandene bliver fyldt op med døde fugle efter blot én omgang i hallen.

- Forbrugerne ved ikke noget om deres mad, for ellers ville de føle afsky. Så ville de slet ikke spise kylling. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil spise det længere, siger Rachel Hedrick, der også er ansat af Pilgrim's Pride.

Kyllingernes kroppe kan ikke holde til væksten

Kyllingerne er særligt udsatte for sygdomme, fordi den massive vækst kan svække immunforsvaret. Derudover går de tæt i beskidte indendørs omgivelser, hvilket giver gode betingelser for bakterievækst og spredning af sygdomme.

Landmændene fortæller også om problemet i, at industrien har fremavlet kyllingerne til så massiv en vækst, at de slet ikke kan gå ordentligt. Et problem, der også berører størstedelen af de danske kyllinger, hvor kun én pct. af dem kan gå ubesværet.

- Så de vil rejse sig, spise og så sætte sig ned igen. De kan ikke stå op i længere tid, siger Eric Hedrick.

- Det svarer til at veje 400 kg som menneske, de kan ikke gå. indskyder Mike Weaver.

- Man har fået dem til at vokse så hurtigt, at deres hjerte og krop ikke kan holde til det, fortsætter Eric Hedrick.

Rachel Hedrick supplerer:

- Og så er der dem med brækkede ben eller skæve hoveder. Det burde ikke engang ske - slet ikke i det omfang, som det sker.

Mike Weaver siger, at stod det til ham, fremavlede man nogle kyllinger, der var mere robuste med bedre immunforsvar frem for udelukkende at have fokus på en hastig vækst. Det er dog Pilgrim's, der afgør, hvilke kyllinger der leveres.

"Moralsk forkasteligt"

Leah Garces fra CIWF fortæller til Daily Mail, at hun er chokeret over det, landmændene har fortalt hende.

- Da de viste optagelserne til mig, var det værre, end hvad jeg havde forestillet mig - fugle, der var så syge, at de rådnede op, mens de var i live, og deres velfærd er så ringe, fordi de er fremavlet til at vokse så hurtigt, at de knap kan gå, siger hun.

- Disse dyr er følende, bevidste væsener ligesom vores hunde og katte. Hvad industrien her har gjort er intet mindre en moralsk forkasteligt og bør ændres radikalt hurtigst muligt, siger hun endvidere.

En talsperson for Pilgrim's Pride forsvarer produktionen over for Daily Mail:

- Pilgrim's har den holdning, at sunde fjerkræ giver produkter af høj kvalitet. Hver dag er der tusindvis af landmænd rundt om i landet,