Topnyheder

Medie: Apple arbejder på at udvikle en elbil


Apples tophemmelige projekt med at udvikle en elbil er angiveligt gået i gang på et udviklingscenter i det centrale Berlin, hvor op mod 20 bilspecialister arbejder på at lave en konkurrent til Teslaen. Det skriver Frankfurter Allgemeine ifølge The Telegraph.

Projektet, der går under kodenavnet Project Titan, består af en gruppe relativt unge specialister, der er ansat for deres "progressive tænkning" og viden inden for både software, hardware og salg.

Bilen vil desuden blive testet på en fabrik i Californien, men vil i sidste ende blive produceret i Østrig, lyder det ifølge Frankfurter Allgemeine.

Apples elbil forventes at komme på markedet i enten 2019 eller 2020.

Siden 2015 har rygter om Apples elbilprojekt svirret, og i oktober pustede topchefen Tim Cook til rygternes gløder, da han over for WSJDLive sagde, at han forventede en "massiv forandring" af bilindustrien.

Apple har desuden købt de tre domænenavne apple.car, apple.auto og apple.cars.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

ANNONCE