Plastik forårsager dødbringende syndrom hos skildpadder

Flere og flere havskildpadder lider nu af det såkaldte ”flyder-syndrom”, som langsomt kan sulte dem ihjel. Årsagen er menneskets stigende mængde af affald i havet, hvor det bl.a. kan ophobe sig i skildpaddernes tarmsystem.
Det giver forstoppelse og øger deres krops indhold af gas, hvilket får skildpadderne til at flyde, som var de baderinge, og det forhindrer dem i at dykke efter føde. Det skriver The Telegraph.
Ifølge et nyt studie fra forskere ved University of Queensland er affaldet i havet et stigende problem for dyrene, og alene de seneste fem til seks år er der sket en markant stigning i antallet af dyrearter, som enten spiser plastik eller vikles ind i det: Fra 270 arter til knap 700.
Skildpadderne er truede
Forskerne har også påvist, at indtagelsen af plastik allerede starter i bunden af fødekæden med plankton.
Plastik ophober sig i dyrene, i takt med at de større dyr spiser de mindre og ender således i menneskene selv - hvis altså man spiser fisk eller andre dyr fra havet.
Seks af de syv arter af havskildpadder er truede.
Af: Henrik Hindby Koszyczarek
henrikhindby@globalen.dk