Topnyheder

Forskere har fundet egenskab hos hunde, som hidtil kun er set hos mennesker


Hundes opfattelse af følelsesmæssige reaktioner er mere kompleks end hidtil troet. Sådan lyder det fra et hold forskere fra Lincoln University, Storbritannien, efter at have undersøgt hundenes reaktioner på vrede og glæde hos både mennesker og andre hunde. Det skriver ScienceDaily.

Konklusionen på studiet er, at hunde er i stand til at knytte lyde af bestemte følelser sammen med billeder, som viser de tilsvarende følelser, uden at have fået det lært. Denne kobling kræver en form for abstrakt tænkning, der hidtil kun er set hos mennesker.

- "Tidligere studier har indikeret, at hunde kan kende forskel på menneskelige følelser ud fra tegn som ansigtsudtryk, men det er ikke det samme som at genkende følelser. Vores studie viser, at hunde er i stand til at sammenfatte to forskellige kilder af sanselig information til en fælles opfattelse af følelser hos både mennesker og hunde. For at gøre dette kræves en evne til at kunne kategorisere følelsesmæssige stadier," siger dr. Kun Guo, forsker ved University of Lincoln's School of Psychology, ifølge ScienceDaily.

Forskel fra tidligere studier

I forsøgene brugte forskerne 17 hunde, der alle blev præsenteret for to billeder af glade og vrede mennesker eller hunde. Derudover blev der afspillet lydklip med enten glædes- eller vredesudbrud. Forskerne kunne så se, at hundene brugte længere tid på at kigge på det billede, hvor ansigtsudtrykket på billedet stemte overens med den følelse, som blev afspillet i lydklippet.

Var det fx et lydklip med knurren, ville hundene se længere tid på billedet af en knurrende hund end en glad hund.

Forskellen på dette studie sammenlignet med tidligere er, at hundene ikke forinden var blevet trænet i at skelne følelserne på denne måde, og de kendte hverken de mennesker eller hunde, der var på billederne.

- "Der er en væsentlig forskel på associativ adfærd, altså at den har lært at reagere på en bestemt måde over for en vred stemme, og så at genkende en bred vifte af forskellige signaler, der sammenlagt indikerer følelsesmæssig ophidselse hos et andet individ," siger studiets medforfatter professor Daniel Mills fra the School of Life Sciences ved University of Lincoln.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Biology Letters.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic