Topnyheder

Så er de første genmodificerede dyr klar til vores tallerken


En grænse er netop blevet brudt i USA, da fødevaremyndigheden FDA har godkendt genmodifcerede laks som føde til mennesker. Det skriver flere medier.

Der er tale om en genmodificeret laks, som skal opdrættes i USA, og det er første gang, nogensinde, at et genmodificeret dyr godkendes til menneskeføde. Laksen er udviklet af AquaBounty Technologies og er modificeret, så den vokser ca. dobbelt så hurtigt som de almindeligt opdrættede laks - med 25 pct. mindre foder. AquaBounty Technologies hævder, at produktionen er mere bæredygtig og mindre klimabelastende end traditionelt fiskeri.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil GM-laksen ikke blive mærket som genmodificeret, fordi den har samme næringsindhold som almindelige laks, så forbrugerne kan ikke undgå den, hvis de ønsker det, medmindre de specifikt ved, hvad laksen hedder.

Kritikere: Hvad hvis den slipper fri i naturen?

Godkendelsen møder da også kritik. Ifølge TreeHugger.com har kritikere påpeget, at der er en risiko for, at fisken - som de kalde "Frankenfish" - kan slippe ud i den fri natur, hvor den potentielt kan udrydde andre dyrearter eller begynde at parre sig og skabe helt nye typer eller deforme afkom.

FDA vurderer dog, at det er "højst usandsynligt", at laksen kan slippe ud i naturen. AquaBounty Technologies meddeler, at man har taget sine forholdsregler, og at de fisk, der opdrættes til at blive spist - ikke de fisk, man bruger til at avle på - udelukkende vil være hunner og sterile.

Mad- og ernæringsskribent Tamar Haspel er heller ikke så kritisk og skriver i en kronik på Washington Post, at udviklingen kan være med til at afhjælpe hungersnød.

Hun påpeger, at de mulige risici - som hun argumenterer for er minimale - opvejes af de fordele, som GM-laksen potentielt kan give. Hun kritiserer dog også, at man ikke vil mærke fisken som genmodificeret og give forbrugerne mulighed for selv at vælge.

Der vil gå ca. to år, før laksebestanden er stor nok til at efterkomme en kontinuerlig efterspørgsel på markedet. Det er endnu uvist, hvad den bliver mærket som, men Tamar Haspel skriver, at AquaBountys topchef Ron Stotish har sagt, at den sandsynligvis bliver introdueret med mærkatet "Atlantic salmon".

Supermarkeder vil ikke sælge laksen

En række amerikanske kæder har meddelt, at de nægter at sælge GM-laksen, heriblandt Whole Foods, Safeway, Kroger og Target.

- "På trods af FDA's fejlbehæftede og uansvarlige godkendelse af det første genmodificerede dyr til menneskeføde, står det klart, at der ikke er plads på det amerikanske marked til genetisk modificerede laks. Folk vil ikke spise det, og supermarkeder nægter at sælge det," siger Lisa Archer, leder af Food and Technology-programmet under organisationen Friends of the Earth, ifølge TreeHugger.com.

Flere amerikanske fødevarevirksomheder arbejder allerede på at lave genmodificerede køer, grise og kyllinger, men det er endnu uklart, om FDA's godkendelse af GM-laksen vil danne præcedens.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic