Topnyheder

Tænk-rådgiver: Brems MRSA - køb økologisk


Resistente bakterier har infiltreret den danske svineproduktion i så omfattende grad, at forbrugerne må hjælpe med at bremse den. Sådan lyder det i et blogindlæg fra forbrugerrådet Tænks seniorrådgiver Camilla Udsen.

Hun henviser til en test foretaget af Tænk, der viste, at ca. en tredjedel af svinekødspakkerne i de danske kølediske indeholder MRSA-bakterier, som er immune over for almindelig antibiotika og potentielt kan umuliggøre noget så simpelt som behandling af en halsbetændelse.

- "Det er bekymrende, synes jeg – også selvom du ikke bliver syg af at spise kødet (hvis det er gennemstegt, og køkkenhygiejnen er i top). Men det er alligevel et tegn på, at de antibiotika-resistente bakterier bliver mere udbredte. Som forbruger er det svært at undgå MRSA i svinekød. Men du kan faktisk godt gøre noget: Køb økologisk!" skriver Camilla Udsen og tilføjer:

- "MRSA var godt nok også i det økologiske kød i vores test. Måske kommer det fra avlsdyrene, måske kommer det fra slagterierne. Økologi er alligevel det bedste valg, hvis du vil begrænse de resistente bakterier."

Flere danskere smittes med MRSA

Hun henviser til, at der i økologiske landbrug bruges markant mindre antibiotika sammenlignet med konventionelle landbrug. Dermed vil der opstå færre resistente bakterier i produktionen.

- "Problemet kan dog ikke kun løses af dig og dit valg i supermarkedet. Vi har brug for, at politikere og landbrug tager ansvar for problemet og sikrer, at forbruget af antibiotika i landbruget minimeres."

Tal fra Statens Serum Institut viser, at i 2014 steg antallet af registrerede smittede danskere med svine-MRSA til 1.276, hvilket næsten er en fordobling i forhold til året før. Det formodes, at langt flere danskere er smittede uden at vide det.

Grise fravænnes for tidligt

Årsagen til det store forbrug af antibiotika skyldes, at pattegrisene tages fra moderen for tidligt, så de ikke når at få udviklet tarmfloraen og immunforsvaret tilstrækkeligt. Derfor gives medicinen ofte præventivt i konventionelt landbrug. Problemet kan afhjælpes, hvis man lader grisene die i længere tid hos moderen.

Ifølge den økologiske svineproducent Preben Drastrup, er den moderne konventionelle svineproduktion baseret på en fejlagtig strategi.

- "For 50 år siden, gik smågrisene ved soen indtil de var 8-9 uger gamle, fordi der var plads til dem. Så det er måske en forkert produktion, der er blevet opbygget, og så bliver man nødt til at bruge enten antibiotika eller zink og kobber for at holde liv i grisene," sagde han i oktober til DR Nordjylland.

Økologiske grise bliver vænnet fra deres mor, når de er minimum syv uger, mens frilandsgrise bliver vænnet fra, når de er minimum fem uger. Konventionelle pattegrise bliver vænnet fra deres mor, når de er tidligst fire uger.

I et nyhedsbrev fra landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer sidste år lød det, at vi er nødt til at vænne os til, at MRSA-bakterien er kommet for at blive:

- "Realiteten er, at MRSA CC398 har nået et niveau, hvor der ingen vej er tilbage: Vi bliver nødt til at leve med MRSA CC398 både i landbruget og i det omgivende samfund, sådan som vi også lever med andre stafylokokker."

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic