Topnyheder

Anklage: Prominent forretningskvinde hjalp krybskytter og handlede med elfenben i årevis


En kinesisk forretningskvinde bosat i Tanzania er blevet anholdt anklaget for at have smuglet mindst 706 stødtænder fra godt 350 elefanter til en værdi af ca. 2,5 mio. dollars (godt 16 mio. kr.) Det skriver flere internationale medier.

Kvinden, der er i 60'erne og har fået tilnavnet "Dronningen af Elfenben", betragtes som den mest berygtede og største elfenbenssmugler, der er blevet anholdt i det østlige Afrika de seneste 10 år. Ifølge nyhedsbureauet Reuters ejer hun en kinesisk restaurant i Tanzanias storby Dar es Salaam og er desuden generalsekretær for Tanzanias Kina-Afrika erhvervsråd.

Efterforskerne fra Tanzania's National and Transnational Serious Crimes Investigantion Unit (NTSCIU) har holdt øje med kvinden i over et år og mistænker hende for at have brugt sin restaurant som dække for de illegale aktiviteter: Efterforskerne mener, at hun smuglede elfenben fra savannen til sin restaurant skjult i pakker med madleverancer til køkkenet, hvorfra de røg videre til Kina.

Stak af fra politiet

Anholdelsen fandt sted i slutningen af september, men forløb ikke uden problemer. Ifølge Washington Post havde politiet i syv timer omringet hendes hus, alt imens hun sneg sig ud af huset og stak af i en bil, hvilket førte til en biljagt, inden hun til sidst opgav og blev anholdt. Også to andre er blevet anholdt under mistanke for at have medvirket til den illegale handel.

Anklagen mod kvinden lyder, at hun skulle have organiseret og finansieret kriminelle aktiviter ved at have smuglet og solgt elfenben. Ifølge det tanzanianske medie The Citizen skulle det ifølge statsanklageren være foregået fra år 2000 til 2014.

- "Hun spillede en enorm rolle i drabene på disse dyr," siger en anonym kilde fra Tanzanias myndigheder til Washington Post.

Kilden beskylder hende også for at have hjulpet krybskytterne med at købe våben og ammunition.

Kvindens advokat hævder dog, at anklagerne er grundløse.

- "Hun er uskyldig i alle anklager. Vi vil bekæmpe beskyldningerne mod hende i retten," lyder det fra forsvarsadvokaten til Reuters.

Drastisk fald i elefantbestanden

Anholdelsen betragtes som et resultat af myndighedernes skærpede fokus på krybskytteri og den illegale handel med dyr. Den øgede indsats sker efter et årti, da landet har mistet omtrent totredjedele af alle sine elefanter som følge af stor efterspørgsel på elfenben særligt fra Kina. Fra 2009 til 2014 faldt bestanden af elefanter drastisk i Tanzania; fra 109.051 til blot 43.330.

- "Elefantarten er i hænderne på den kinesiske præsident," siger Andrea Costa, leder af den amerikanske organisation Elephant Action League, til CNN.

- "Så snart præsidenten beslutter sig for at lukke ned for det illegale marked for elfenben og elefanter i Kina, vil krybskytteriet mod elefanter ophøre."

Hvis den kinesiske forretningskvinde bliver dømt, kan hun risikere en fængselsdom på over 20 år.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic