Topnyheder

Forfatter: Marsmænd leder stadig efter intelligent liv på Jorden


Vi overforbruger Jordens ressourcer og forurener miljøet. Det er, som om vi interesserer os mere for andre planeter end vores egen, lyder det fra en klummeskribent. Her ses skrald på en strand på Malaysia. Foto: epSos.de/flickr

Muligt liv på andre planeter fascinerer os, men det lader til, at vi har mistet interessen for vores egen planet, hvor vi dræber dyrelivet, forurener miljøet og ødelægger klimaet.

Sådan lyder hovedbudskabet fra den britiske forfatter George Monbiot i en klumme i den engelske avis The Guardian, efter at Nasa offentliggjorde sit fund af vand på Mars. Et historisk fund, der åbner muligheden for at finde levende organismer på en anden planet end Jorden.

- "Opdagelsen er et forbløffende fremskridt. Samtidig leder marsmænd-forskere fortsat efter intelligent liv på Jorden," skriver George Monbiot.

- "Tænk på de forandringer, der ville ske, hvis vi værdsatte vores eget vand så meget, som vi værdsætter muligheden for vand på Mars. Kun 3 pct. af vandet på vores planet er ferskvand, og ud af det er totredjedele frossent. Alligevel spilder vi den mængde, vi har adgang til."

Halvdelen af alle dyr er forsvundet

Ingen anden industri bruger så meget vand som landbruget, hvor alene kød- og mejeriproduktionen ifølge et studie fra 2013 står for et forbrug på ca. 33 pct. af Jordens samlede mængde ferskvand.

FN-data fra 2006 viser en række landes vandforbrug: Mens en indbygger i Mozambique dagligt bruger fire liter vand, bruger en amerikaner 575 liter.

Ifølge Verdensnaturfonden mangler 1,1 mia. mennesker adgang til rent vand, og som udviklingen er nu, er der risiko for, at tallet stiger markant, så totredjedele af verdensbefolkningen i 2025 vil opleve mangel på rent vand. Dertil vil flere af verdens økosystemer lide under vandmangel.

George Monbiot henviser også til et studie af Verdensnaturfonden (WWF) fra sidste år, der viste, at i løbet af de seneste 40 år er halvdelen af alle dyr på Jorden forsvundet på grund af menneskets ubæredygtige levevis.

Han peger også på, at medierne svigter deres ansvar på miljø- og klimaområdet ved simpelthen at dække emnerne relativt lidt i forhold til andre emner. Han henviser til et studie fra Cardiff University, der viste, at i 2014 havde BBC og ITV lige så mange nyhedsindslag om den forsvundne Madeleine McCann, der forsvandt i 2007, som om miljømæssige problemstillinger.

Regeringer overlader planetes redning til markedskræfter

En ny rapport viser desuden, at også livet i havet er halveret siden 1970, hvilket bl.a. skyldes forurening og overfiskeri.

- Blåfinnet tun, der engang svømmede i havet i millionvis, er nu reduceret til ca. 40.000, og alligevel fortsætter vi med at fange dem. Koralrev er under så stort et pres, at de fleste kan være forsvundet i 2050," skriver George Monbiot, der også kritiserer, at Shell overhovedet fik muligheden for at lede efter olie i det skrøbelige Arktiske hav.

Som bekendt har Shell for nyligt bekendtgjort, at man trækker sig fra området grundet for lidt olie, men var der fundet tilstrækkelige mængder, kunne boringerne have fået massive konsekvenser for økosystemet, da olieboringer stort set altid lækker, påpeger George Monbiot, som også kritiserer politikernes holdning til problemerne:

- "Lad markedet bestemme. Det er sådan, regeringer forsøger at løse problemet i, at planeten ødelægges. Lad det være op til forbrugernes samvittighed, mens den selvsamme samvittighed er begrænset og forvirret på grund af markedsføring og virksomheders løgne," skriver han og tilføjer:

- "Der må da være ressourcer og visse områder - såsom Arktis og det dybe hav - hvor udvindingen (af ressourcer) simpelthen bare må stoppes?"

De dummeste produkter?

For at komme sin påstand nærmere om manglen på intelligent liv på Jorden, igangsatte George Monbiot et lille socialt eksperiment på Twitter, hvor folk under hashtagget #extremecivilisation kunne komme med eksempler på ligegyldige produkter, der viser nutidens overforbrug af ressourcer.

Af eksempler er bl.a.:

  • En æggebakke, der synkroniseres med smartphonen, så man kan se, hvor mange æg man har.

  • Parykker til babyer.