Topnyheder

Forsker: "Mennesket er ved at ødelægge alt"


Chimpansen Twig har mistet sin ene hånd efter at være blevet offer for en fælde sat op i junglen. Foto: Ronan Donovan

Chimpansen hopper forfærdet rundt mellem træernes grene og begynder at udstyde de høje karakteristiske lyde - uh-uh-ah-ah - der bliver mere og mere paniske og skingre.

Det er en ung hun ved navn Quinton.

Quinton kan ikke slippe væk; hun springer fra en gren til en ny - og tilbage igen. Om hendes arm sidder en wire bundet fast til en gren. Jo mere hun kæmper, desto strammere bliver wiren, der gradvist æder sig ind i hendes hud.

Fælden var ikke beregnet til hende - men fælder skelner ikke.

I baggrunden, uden for kameraets vinkel, hører man hendes flok kalde tilbage, og pludselig stopper hun sin kamp og rækker hånden frem med håndfladen opad. En anden chimpanse kommer hen mod hende, aer og omfavner hende. Hun bliver med ét stille. Den har beroliget hende, forklarer Jessica Hartel, som er amerikansk primatolog og lige nu arbejder på Aarhus Universitet sideløbende med sit arbejde i Uganda som leder af Kibale Snare Removal Program.

Jessica Hartel er i Uganda et par gange om året i forbindelse med Kibale Snare Removal Program. Foto: Nigel Wrangham

Det hjælper bl.a. chimpanser, som har været ofre for fælderne, der betegnes som skovens landminer; invaliderende og sommetider dødbringende våben, som har til hensigt at ramme én part - i dette tilfælde mindre dyr - men også går ud over en masse andre.

Chimpanserne beskytter hinanden

Chimpanserne er stærke - utroligt stærke - og de formår til sidst altid at slippe væk ved at få knækket grenen, som wiren er bundet fast om. Også for Quinton lykkes det, men ligesom de andre, der går i fælderne, bliver wiren siddende fast på armen eller benet. Stramt.

I ren frustration og forvirring vil chimpanserne fortsat forsøge at få den af; de bider og

Her har snoren forårsaget et dybt hul i håndleddet. Det lykkedes dog at redde hånden, så den ikke skulle amputeres - men førligheden i den kunne ikke reddes. Foto: Kyleb Wild

river, så det medfører store åbne sår i deres håndled eller ved fødderne. Som regel er det forgæves, og wiren bliver siddende så stramt, at blodtilførslen stopper, og hånden eller foden til sidst dør.

Jessica Hartels hold kan kun hjælpe, når chimpanserne er alene - derfor må man vente. Hvis de bedøver en chimpanse, mens de andre i flokken er nær, vil de fare til og stille sig i en beskyttende rundkreds om den bedøvede.

Dyr panikker altid

Det er ofte lokale jægere, som sætter fælderne op - og til tider udefrakommende jægere. De er enten ikke klar over, at chimpanser også bliver fanget i dem, eller også er de ligeglade. Faktisk sætter jægerne så mange fælder op rundt om i junglen, at de glemmer at vende tilbage til nogle af dem, og det er et af eksemplerne på menneskets skadelige påvirkning af naturen.

- "Lige nu er mennesket ved at ødelægge alt. Vi vil overtage verden, indtil der ikke er noget tilbage, og så forsvinder vi. Hvilket vil ske på et tidspunkt, tror jeg. Ingen art kan leve for evigt," siger hun.

Hun har flere gange fundet halvrådne dyr, som er døde af sult eller tørst, mens de har været fanget i en fælde. De oprevne planter og den rodede jord om kadaveret fortæller om dyrets paniske dødskamp, inden det gav op.

- "Et dyr panikker altid. Når noget tager fat i det, panikker det altid, og det kæmper og kæmper for at komme fri."

Elefantens snabel rådnede op

Elefanter er blandt de andre utilsigtede ofre, idet deres snabel kan blive fanget i wiren. Selvom de uden problemer kan knække grenen, som wiren er spændt fast til, bliver den ligesom i chimpansernes tilfælde siddende og kan blive så stram, at snablen får tydelige mærker og sår af det.

Her ses et eksempel på en elefantsnabel, der har fået tydelige mærker efter en fælde. Foto: David R Mills/Panthera

Jessica Hartel fortæller om en elefant, der fik en infektion i snablen, der til sidst rådnede og faldt af helt oppe ved ansigtet. Selvom det store åbne sår helede, måtte elefanten fremover på knæ for at drikke, og den måtte lære at leve uden sin snabel.

Hun forsker lige nu i, hvad der definerer mennesket i forhold til dyr; hvad det er, der gør os menneskelige? En til to gange om året rejser hun til Uganda for at arbejde med Kibale Snare Removal Programmet, som har eksisteret siden 1987.

Hensigten med organisationens arbejde er todelt: Det ene er at putte plaster på såret; at hjælpe chimpanserne, når de er gået i en fælde. Det andet er det forebyggende arbejde: uddannelse af befolkningen om menneskets påvirkning af naturen.

"Verden har problemer"

- "Vi vil øge opmærksomheden, for verden har problemer med bæredygtighed, og hvis vi ikke engang kan bevare vores nærmeste slægtninge (menneskeaberne), som lever i naturen, og som vi bør være særligt sympatiske over for, hvordan kan vi så arbejde med bevarelse af andre dyrearter rundt om i verden?" spørger hun retorisk.

Hun taler næsten uafbrudt i knap en time med et dybfølt engagement, som tydeliggøres af de gestikulerende hænder og hendes hurtige tale.

- "Se på Danmark og USA, der er ikke meget naturligt skov tilbage i vores lande. Vi har ryddet det meste af vores vildt, så på mange måder er vi ikke særligt gode til sætte handling bag vores ord, men..."

Hun bliver tavs, inden hun fortsætter. Talen bliver langsommere - næsten med en pause efter hvert ord.

- "Folk er nødt til at ændre sig, ellers bevæger verden sig mod en virkelig mørk fremtid.

Børnene skal påvirke forældrene

For lokalbefolkningen i Uganda er det grundlæggende problem, at mange jægere ikke er klar over, hvilke skader deres fælder påfører, og de kender ingen alternativer til deres jagtmetoder.

Jessica Hartel ses her i forbindelse med undervisningen af de lokale børn. Foto: Drew Enigk

De voksne er dog sjældent lydhøre over for udlændinge, der forsøger at ændre på deres traditioner, så derfor er undervisningen målrettet børnene omkring 7-8-9-års alderen.

På den måde kan de så videreformidle budskaberne derhjemme og muligvis præge familien.

Ud over at børnene oplyses om fældernes utilsigtede ofre, lærer de også, hvordan man driver et bæredygtigt landbrug, så man i stedet for at jage kan have sin egen husdyrsproduktion.

- "Det er rigtig godt, men problemet med det er, at man sjældent ser resultatet af det, man gør, før om mange år - nogle gange går der generationer," siger Jessica Hartel.

Hun nævner et eksempel om en pige, der foran alle de andre sagde: 'Min far er jæger, og han sætter fælder op i skoven. Og jeg tager hjem nu og beder ham om at stoppe med det.'

- "Jeg så hende nogle uger senere og spurgte til det, og hun sagde, at de havde lavet en aftale om, at han ville stoppe. Vil han nogensinde stoppe? Det ved jeg ikke. Men vil hun nogensinde sætte fælder op? Det tror jeg ikke," siger Jessica Hartel med en selvsikkerhed i stemmen.

Max har mistet begge sine fødder

Max mangler begge sine fødder, men kan stadig klatre i træer. Foto: Ronald Donovan

Arbejdet foregår i Ugandas nationalpark Kibale, hvor hun og hendes hold observerer en flok chimpanser - eller som hun kalder det; et "community".

Hun vurderer, at siden hjælpeprogrammet begyndte i 1987, er ca. halvdelen af de omtrent 85 chimpanser, som de har fulgt, blevet ofre for fælderne. Og ca. 40 pct. af dem har fået varige skader - eksempelvis har Max mistet begge sine fødder og Twig sin ene hånd og en finger på den anden. I stedet for at støtte på knoerne, når han går, bruger han det øvre af håndleddet, men det ændrer på hans holdning, så han er blevet pukkelrygget.

Selvom chimpanserne er formidable til at tilpasse sig og stadig kan klatre i træe