Topnyheder

Østjysk restaurant: Vi elsker foie gras

Restaurant SalonSalon, der ligger i Skødstrup i Østjylland, har ikke tænkt sig at stoppe sin servering af den kontroversielle ret foie gras. Foie gras fremstilles ved tvangsfodring af ænder, og metoden er forbudt i Danmark - men det er ikke forbudt at importere det.

Efter at være gjort opmærksom på, at SalonSalon serverer foie gras, har dyreværnsorganisationen Anima henvendt sig i en mail til restauranten.

Animas kampagnechef, Ewelina Solgaard, skriver i mailen bl.a.: "Produktionen af foie gras kræver smertefuld tvangsfodring af gæs og ænder under forhold, der kun kan karakteriseres som dyremishandling. Tvangsfodringen forårsager, at fuglenes lever bliver ramt af sygdom og svulmer op. Ænderne lever hele deres liv fikseret i små bure, hvilket er stressende og frygtfremkaldende i sig selv. Samtidig lever de med kroniske smerter i spiserøret fra slangen de tvangsfodres med og de enorme mængder mad, som pumpes i dem."

Hun henviser også til, at både Dansk Supermarked og Coop har valgt at stoppe ethvert salg af foie gras i deres butikker. "Vi er hos Anima af den holdning, at man slet ikke bør give konsumenter mulighed for at vælge produkter, der er baseret på at fremkalde lidelsesfulde sygdomme hos dyr. Jeg vil meget gerne høre fra jer hvad jeres reaktion er på optagelserne fra foie gras­ produktion. Hvis I har foie gras på menuen vil jeg høre om I har tænkt jer at fjerne det i lyset af de fakta om produktionen som jeg har sendt," skriver Ewelina Solgaard desuden og har vedhæftet en række links til videoer, der viser foie gras-produktionen.

Svaret fra SalonSalons indehaver, Thomas Grønkjær Madsen, er kortfattet:

"Vi elsker det franske køkken og alt hvad det står for, fra hestetatar til kalvehjerne, og alt hvad der ligger imellem. Vi vil derfor fortsætte med at bruge de alle råvarer der er til rådighed, i vores køkken."

Dansk Folkepartis formand for folketingsgruppen, Peter Skaarup, har tidligere i år proklameret, at partiet fortsat vil kæmpe for et importforbud af foie gras, som han kalder for "dyremishandling".

Skjule optagelser fra Animal Equality, der er publiceret i år, viser, hvordan foie gras produceres på en fransk farm, der er tilknyttet verdens største foie gras-leverandør, Euralis. Firmaet sælger sin foie gras under navnene "Rougie" og "Montfort".

Se optagelserne her: (ADVARSEL: stærke billeder!)

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic