Topnyheder

WWF raser over at blive misbrugt i falsk og livsfarlig kampagne


Her er en af de hjemmelavede plakater med den falske kampagne. WWF understreger, at organisationen ikke har noget med kampagnen at gøre.

Verdensnaturfonden (WWF) understreger over for offentligheden, at organisationen på ingen måde har noget at gøre med den livsfarlige og falske kampagne, der har spredt sig på sociale medier. Det skriver britiske Daily Mirror.

Den falske kampagne opfordrer folk til at tage en plastikpose over hovedet i adskillige minutter, og det påstås, at for hver person, der gør det, vil WWF donere et beløb til oprydning af plastikaffald - hvilket altså ikke er sandt.

Personerne bag har sågar lavet flere plakater, der med WWF's logo, får det til at se ud, som om WWF er afsender på kampagnen. som har fået hashtagget "#plasticbagchallenge" - et hashtag, der i øvrigt bruges i en anden og mere legitim sammenhæng; nemlig en kampagne, der vil have folk til at stoppe med at bruge plastikposer i et år.

- "WWF fordømmer ethvert forslag om, at man kan rejse penge til dyrevelfærd ved at putte en plastikpose over hovedet. Alle plakater, der påstår det modsatte, er falske og på ingen måde støttet af vores velgørenhed," siger en talsmand for organisationen til Daily Mirror.

Ifølge avisen blev den falske kampagne iværksat på forummet 4Chan.org, hvor en bruger opfordrede de andre til at sprede kampagnen på sociale medier.

På Twitter ses der nu adskillige brugere, der tweeter om den falske kampagne i den tro, at den er legitim. Bl.a. skrev @MisandryQu33n, at hun ville filme sig selv udføre udfordringen. En anden bruger - @swamiwammiloo - postede et billede af en af de falske plakater og skrev: "Med #plasticbagchallenge kan vi forhåbentlig gøre en forskel for disse stakkels, stakkels dyr, red et dyr i dag!"

ANNONCE