Topnyheder

Smuglere proppede truede fugle levende ned i flasker


Den gultoppede kakadue er truet; der er kun omtrent 7.000 individer tilbage. Foto: Pixabay

Flasker kan tilsyneladende indeholde andet end væsker. Det har toldere i Indonesien fundet ud af, efter at de fandt 24 gultoppede kakaduer klemt ned i plastikflasker så små, at fuglene ikke har kunnet bevæge sig.

Den gultoppede kakadue er en truet dyreart, og det formodes, at smuglerne havde i sinde at sælge dem på det sorte marked. Det skriver Daily Mirror.

Toldere skar straks fuglene fri, så de kunne få dyrlægebehandling. Det vides ikke, hvor mange af dem der overlevede.

Der er kun omtrent 7.000 gultoppede kakaduer tilbage, og arten er truet på grund af skovrydning, og fordi de indfanges af kriminelle. Fuglen lægger kun æg én gang om året, så fødselsraten er lav.

Indonesiens myndigheder kæmper i øjeblikket mod en stigende illegal handel med truede fugle. Over 10.000 papegøjer bliver fanget i naturen og solgt videre hvert år. Ca. 40 pct. af fuglene dør, mens de er i transit, fordi de indsmugles og transporteres under kummerlige forhold, som det eksempelvis ses i det seneste tilfælde med kakaduerne.

Se billederne af de indespærrede papegøjer på Daily Mirrors hjemmeside (eksternt link).

ANNONCE