Topnyheder

Gennembrud for stærkt truet dyreart


For første gang i årtier har en iberisk los født unger i den vilde natur. Denne unge er dog født i fangenskab i et naturreservat.

For første gang i årtier har den iberiske los født i den vilde natur, idet mindst to unger er blevet født, skriver nyhedsbureauet Reuters.

"Indtil videre har vi observeret to unger, men hunner føder som regel op mod tre i et kuld," siger en talsperson fra Iberlince - et program, der forsøger at redde lossen.

Den iberiske - eller spanske - los lever på den iberiske halvø i Spanien. Den har lange ben og store pelsklædte poter og har været eftertragtet af jægere for sin pels. Den er det mest truede medlem af kattefamilien.

Fødslerne er et vigtigt skridt i retning mod at genetablere dyret i naturen. Et intensivt arbejde i naturreservater har sørget for at tredoble bestanden i løbet af 12 år, og lossen er tilmed blevet reintroduceret i Portugal. I marts 2005 lykkedes det for første gang at avle på lossen i fangenskab.

WWF: Den er tæt på at uddø

Ifølge en artikel i Jyllands-Posten fra 2006, vurderede Verdensnaturfonden (WWF), at lossen ville være udryddet inden for fem år, hvis udviklingen fortsatte, og selvom man indtil videre har formået at bevare den, er den stadig stærkt truet.

Fra 1900 til 1980 faldt bestanden af den iberiske los med ca. 99.000 til 1.000 individer.

I 1900 var der ca. 100.000 individer i Spanien og Portugal. Det tal var faldet til blot 1.000 i 1980.

Hovedårsagerne til nærudryddelsen er fældning af naturarealerne for at gøre plads til landbrug, jægere, der har jagtet den for pelsen og kødet, samt trafikdrab, når losserne krydser vejen.

Derudover har det påvirket bestanden negativt, når dens yndlingsbytte - kaninen - ligeledes er faldet i antal, hvilket bl.a. er sket på grund af en særdeles smitsom virus.

Der er i dag er ca. 300 iberiske losser i den vilde natur, men WWF frygter stadig, at katten vil uddø og dermed blive den første katteart, der uddør i ca. 2.000 år.

ANNONCE