Topnyheder

Nasa: Global opvarmning er selvforstærkende


Co2-udledningen skaber en dominoeffekt, som forstærker den globale opvarmning.

Efter 12 års studier i global opvarmning kan Nasa konkludere, at det, som organisationen mistænkte, rent faktisk også sker: Når temperaturen stiger på jorden, får det en selvforstærkende effekt, så temperaturen øges yderligere.

Det skriver International Business Times.

I takt med at Jordens overfladetemperatur stiger, fordamper mere vand op i atmosfæren. Det skaber flere skyer, og flere skyer forstærker den opvarmende effekt yderligere. Altså skaber Co2-udledningen en dominoeffekt, således at endnu flere faktorer sættes i værk, som alle medvirker til at øge den globale opvarmning.

Ifølge Nasas studier har den øgede mængde af vanddamp over de seneste 12 år faktisk fordoblet den effekt, som Co2 alene ville have haft på temperaturstigningerne - noget, som forskerne betegner som "markant".

Projektet blev iværksat i 2002, da Nasa opsendte sin Atmospheric Infrared Sounder-satellit. Den har indsamlet et væld af data om temperaturer, drivhusgasser og skydække.

Videoen nedenfor, der er produceret af Nasa, viser et eksempel på dannelsen af skyer fra vanddamp.

ANNONCE