ANNONCE

Nature-Baby kvadrat.jpg

ANNONCE

_kofamilien_banner_Partnerads4.jpg
  • Henrik Hindby Koszyczarek

Højere temperaturer kan udslette halvdelen af arterne i vigtige naturområder


Halvdelen af arterne i verdens vigtigste naturområder kan være væk i løbet af 2080’erne, hvis vi fortsætter med at udlede lige så mange drivhusgasser som i dag. Det viser et nyt studie.

Knap halvdelen af de dyr- og plantearter, der findes i verdens vigtigste naturområder vil være i fare for at uddø i 2080'erne, hvis vi fortsætter med at udlede drivhusgasser i samme omfang som nu. Det viser et nyt studie, som eksperter ved University of East Anglia og James Cook University samt organisationen Verdensnaturfonden WWF står bag. Det skriver WWF Danmark på sin hjemmeside.

Folkene bag studiet har undersøgt, hvilke effekter klimaforandringerne har på ca. 80.000 dyre- og plantearter i WWF's fokusområder; 35 regioner rundt om i verden kendetegnet ved at indeholde klodens mest exceptionelle økosystemer og være usædvanligt rige på arter.

Konklusionen er, at der er en enorm forskel for dyre- og plantelivet, om vi formår at leve op til Parisaftalen om at holde den globale opvarmning "et godt stykke under" 2 grader celsius, eller om vi fortsætter med 'business as usual' og når en opvarmning på 4,5 grader. Regionerne bliver ramt forskelligt, eksempelvis vil 81 pct. af pattedyrene i det sydvestlige Australien være i fare for at uddø ved en temperaturstigning på 4,5 grader.

Få grader gør en stor forskel

Ved at overholde Paris-aftalen ryger andelen af truede arter i de 35 regioner ned fra gennemsnitligt ca. 50 pct. til 25 pct. - altså en halvering.

- Der er en direkte og skræmmende sammenhæng mellem, hvor meget temperaturen stiger, og hvor mange arter der uddør. Den vigtigste opgave, vi lige nu har, er at mindske udledningen af drivhusgasser alt, hvad vi overhovedet kan. Et par enkelte grader lyder måske ikke af meget, men forskellen på, hvor stor skade det gør på klodens dyre- og planteliv, er enorm, siger international chef i WWF Verdensnaturfonden Jacob Fjalland til WWF Danmarks hjemmeside.

Han tilføjer: - Allerede nu ser vi alvorlige konsekvenser af de menneskeskabte klimaforandringer. Isbjørne, der sulter, og havskildpadder, som kun udklækker hun-unger, er bare to eksempler, som mange danskere har læst om i nyhederne på det seneste. Der kommer tusindvis af flere dårlige nyheder de kommende årtier. Klimaforandringer er endnu en trussel oveni de mange andre trusler, som arterne i forvejen er udsat for – fx krybskytteri og skovhugst. Derfor er der samtidig brug for, at vi gør en meget større indsats for at beskytte dyrene der, hvor de lever.

Forskerne har også undersøgt, hvad der vil ske ved en temperaturstigning på 6 grader, men har ikke inddraget det i studiet. Medforfatter Jeff Price fortæller til Insideclimatenews.org, at man med så høj en temperaturstigning vil bevæge sig ind på ukendt territorium, og at arterne nærmest vil forsvinde fra kloden.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Climatic Change. Det er også præsenteret i en ny rapport, 'Wildlife in a Warming World'.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

#klima #WWF #udland #arkiv

0 visninger

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic