ANNONCE

Nature-Baby kvadrat.jpg

ANNONCE

_kofamilien_banner_Partnerads4.jpg
  • Henrik Hindby Koszyczarek

Tysk ministerium har faktatjekket Trump - og det ser ikke godt ud


Meget af det, USA's præsident Donald Trump sagde om klimaaftalen, er faktuelt forkert. Det viser et faktatjek foretaget af det tyske miljøministerium.

Da USA's præsident, Donald Trump, forleden bekendtjorde, at han vil trække landet ud af klimaaftalen fra Paris, fremsatte han adskillige forkerte påstande om aftalens indhold. Det viser et faktatjek udarbejdet af Tysklands Ministerium for Miljø, Naturbevarelse, Bygninger og Nukleærsikkerhed.

"I sin tale om, at USA trækker sig fra Parisaftalen, den 1. juni 2017, fremsatte USA's præsident Donald Trump en række påstande for at retfærdiggøre sin beslutning. Vi har eftertjekket disse påstande, og resultatet afslører åbenlyse fejl. Hr. Trumps tale klarer ikke faktatjekket på afgørende punkter," skriver ministeriet på sin hjemmeside.

Ministeriet fandt 17 påstande, der enten var vildledende eller direkte forkerte. Bl.a. udtalte Trump: "Kina vil være i stand til at øge sine emissioner i adskillige år: 13. De kan gøre, lige hvad der passer dem i 13 år - det kan vi ikke".

Det er falsk. Det er op til ethvert land at finde sin egen måde at skære i udledningen af drivhusgasser på: Landene skal udarbejde klimaplaner og løbende rapportere, hvordan det går med at nå i mål. Kina har sat et mål om, at CO2-niveauet topper i 2030, og det tyder faktisk på, at landets udledning topper tidligere. Det tyske ministerium tilføjer, at Kinas udledning per borger i øvrigt kun halvt så stor som USA's: 10 ton per indbygger om året mod USA's godt 20 ton.

Flere medier har faktatjekket Trump

Trump udtalte også, at: "Indien får lov til at fordoble sin kulproduktion i 2020. Tænk over det: Indien kan fordoble sin kulproduktion. Det er meningen, at vi skal afskaffe vores. Selv Europa har lov til fortsat at bygge kulkraftværker".

Også denne påstand er falsk. Parisaftalen forhindrer ingen lande i at producere energi fra kul, og den dikterer heller ikke, at kul skal udfases. Hvad den derimod siger er, at landene skal leve op til de reduktionskrav, som de har forpligtet sig til, så hvis et land vil bygge flere kulkraftværker, skal det kompensere for den øgede CO2, eksempelvis ved at skære i udledningen fra en anden produktion eller plante træer, der kan absorbere den øgede mængde.

Læs resten af de tilbageviste påstande på ministeriets hjemmeside. Andre medier og organisationer har også lavet faktatjek af Donald Trumps tale og fundet adskillige fejl og vildledende påstande. Bl.a. The Guardian, World Resources Institute, Vox.com, Scientific American og nyhedsbureauet AP.

Vigtige pointer udeladt

Ud over de fejlagtige påstande lænede Donald Trump sig i sin tale op ad en kritiseret rapport, der viser store omkostninger og minimale effekter ved at implementere klimaaftalen - uden at den tager højde for de positive effekter forbundet med højere energieffektivitet, mindre forurening og færre drivhusgasser.

Rapporten blev i 2014 udarbejdet af National Economic Research Associates (Nera) på vegne af American Council for Capital Formation, som bl.a. modtager donationer fra den fossile branche, herunder Exxon Mobil, the American Petroleum Institute og Charles Koch.

Trump udelod også væsentlige detaljer fra rapporten. Bl.a. fremsatte han tallene for, hvor meget ville koste den amerikanske økonomi at implementere aftalen - uden at nævne at rapporten i en fodnote bemærker, at tallene IKKE har medregnet de positive afledte effekter ved mindre forurening og færre drivhusgasser.

I Nera-rapporten medgiver forfatterne også, at der er store usikkerheder forbundet med prognoserne længere ude i fremtiden, og at de ikke tager højde for den teknologiske udvikling, der kan påvirke omkostningerne i at implementere vedvarende energi.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

#klima #udland #Cop21Paris #arkiv

0 visninger

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic