ANNONCE

Nature-Baby kvadrat.jpg

ANNONCE

_kofamilien_banner_Partnerads4.jpg
  • Henrik Hindby Koszyczarek

Forskere advarer: Klimaforandringerne vil gøre mere mad giftig


Klimaforandringerne medfører ikke kun mere ustadigt vejr - de gør også, at vores mad kan blive decideret giftig. Tilfælde af dødelige forgiftninger er allerede forekommet i Kenya og på Filippinerne, og problemet er ved at brede sig til andre dele af verden.

Sådan lyder det fra miljøorganet Unep, der hører under FN, på baggrund af den nye rapport Emerging Issues of Environmental Concern. Det skriver Thomson Reuters Foundation.

Vigtige afgrøder som hvede, sojabønner og majs er i stigende grad begyndt at producere flere potentielt giftige stoffer som en reaktion på at beskytte sig selv mod det forandrede vejr. De biologiske reaktioner er i flere tilfælde giftige for mennesker, og problemet anses som en alvorlig trussel mod den globale fødevareforsyning.

- Giftige afgrøder kan føre til neurologiske sygdomme hos mennesker, men den største udfordring er forekomsten af kræft, siger Alex Ezeh, leder af Afrian Population Health and Research Center, til Thomson Reuters Foundation.

Ekesempelvis vil flere afgrøder under normale omstændigheder omdanne nitrat - altså kvælstofholdig gødning - til ernæringsrige proteiner og aminosyrer - men længerevarende tørke forhindrer eller sænker denne omdannelse. Det betyder, at nitraten i stedet ophober sig i planten uden at blive til sund næring.

Både dyr og mennesker kan blive ramt

Ifølge rapporten kan det få sundhedskonsekvenser for folk, der spiser for meget nitratholdig mad, da det kan svække de røde blodlegemers evne til at transportere ilt i kroppen.

Hvis de tørkeramte afgrøder så rammes af pludselig regn, er der en risiko for, at hydrogencyanid vil ophobe sig, og selv kortvarig eksponering kan være sundhedsskadelig.

Som om det ikke var nok, vil man ifølge forskerne bag rapporten se en øget forekomst af aflatoksiner, der er en gifttype dannet af skimmelsvamp. Den vurderes som stærkt kræftfremkaldende og kan derudover give leverskader, blindhed og misdannelser hos fostre. Over 100 indbyggere i Kenya mistede livet pga. aflatoksin-forgiftning i 2004.

Tilfælde af forgiftninger med nitrat og hydrogencyanid er også set i Kenya i 2013 samt på Filippinerne i 2005. I Kenya mistede to børn livet efter at have spist maniok, som efter tørke og følgende heftig regn, havde et højt indhold af hydrogencyanid. Også dyr er i risiko for at blive forgiftet af maden, og deres fostre kan ligeledes blive misdannet som følge af forgiftninger.

4,5 milliarder er udsat for gifte

Uneps chefforsker Jacqueline McGlade fortæller til Deutsche Welle, at man vurderer, at 4,5 milliarder mennesker i ulandene er udsatte for de giftige aflatoksiner.

- Vi kan kigge på et verdenskort over tørkeområder, og så kan man ret præcist garantere, at et eller andet sted i de områder, vil man finde det (problemet med forgiftninger, red.) Det vil sige i Afrika syd for Sahara, men også i stigende grad i det nordlige og sydlige Afrika. Vi kan se klare tendenser i Latinamerika og Brasilien. Rent faktisk over hele verden nu. Forskellen er, at når du er i ulandene, er det meget svært at finde de tiltag, hvor man kan spore giftstofferne. De forekommer i Europa, de forekommer i Nordamerika, men der er industrien i stand til at have systemer, der advarer og sporer dem tidligt, siger hun til Deutsche Welle.

Årsagen til, at problemet stiger på den nordlige halvkugle, er, at vejret overordnet set bliver varmere og ændrer det tempererede klima. I 2012 kunne man i Serbien konstatere, at majsafgrøder var blevet angrebet af aflatoksiner efter en længerevarende tørke.

Europa vil blive mere udsat

Normalt er klimaet i Serbien og andre tempererede regioner ikke optimalt for væksten af aflatoksiner i modsætning til tropiske og subtropiske egne, men det forventes at ændre sig i takt med det varmere klima.

Ifølge Unep har et nyligt studie vurderet, at aflatoksiner i majs også vil blive et fødevareproblem for Europa i fremtiden - særligt hvis den globale opvarmning når op på de to grader celsius, der betragtes som smertegrænsen i klimaaftalen fra Paris.

- Når vi kigger fremad og ser på konsekvenserne af klimaforandringerne, kan vi virkelig begynde at se resultatet af dette: 70 pct. af landbrugsproduktionen vil blive påvirket af enten for meget regn eller for lidt regn. Så vi er nødt til at være klar over det her: Det vil potentielt eksponere milliarder for disse gifte, siger Jacqueline McGlade.

Forbrugere skal lægge pres på producenterne

I rapporten råder forskerne derfor landbruget til bl.a. at føre bedre kontrol med afgrøderne og deres potentielle giftdannelse og dyrke flere typer afgrøder, som er bedre tilpassede det ændrede klima.

- Som forbrugere er det vigtigt, at vi er klar over det her og lægger pres på fødevareproducenterne, siger Jacqueline McGlade.

International Institute of Tropical Agriculture har i samarbejde med Agriculture Research Service of the United States Department of Agriculture, University of Bonn og University of Ibadan udviklet en biopesticid - Aflasafe - der kan spredes på marker med majs for at forhindre udviklingen af aflatoksiner. Der er ikke tale om en kemikaliebaseret pesticid.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

#klima #forskning #udland #landbrug #FN #arkiv

0 visninger

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic