ANNONCE

Nature-Baby kvadrat.jpg

ANNONCE

_kofamilien_banner_Partnerads4.jpg
  • Henrik Hindby Koszyczarek

Rekordvarmen fortsætter: April gav tredje rekord i træk


Verden bliver varmere og varmere, og 2016 tegner til at blive rekordvarmt, efter at april har sat endnu en varmerekord. Det sker, samtidig med at indholdet af CO2 i atmosfæren har krydset den magiske grænse på 400 ppm (partikler per millioner) ved målestationen Cape Grim i Tasmanien, Australien.

Det skriver The Guardian på baggrund af nye data fra Nasa.

April var 1,11 grader celsius varmere end sit gennemsnit for perioden 1951-1980, der betragtes som normen. Der er tale om temperaturen både på land og i havet. Dermed er aprils rekord for 2010 slået, da måneden det år var 0,87 grader varmere end normen.

Syv varme måneder i træk

Ifølge Nasas data var marts i år 1,28 grader varmere end normen, mens februar var 1,35 grader varmere. De seneste tre måneder har således alle slået deres individuelle rekorder, når man vurderer, hvor varme de har været i forhold til gennemsnittet fra 1951-1980. Og de seneste syv måneder har alle været mindst én grad celsius varmere end deres normale gennemsnit.

- Det interessante er den størrelsesorden, som rekorderne brydes med. Det går helt klart i den forkerte retning, siger Andy Pitman, leder af the ARC Centre of Excellence for Climate System Science ved University of New South Wales, Australien, til The Guardian.

- Klimaforskere har advaret mod det her i hvert fald siden 1980'erne. Og det har været fandens tydeligt siden 2000'erne. Så hvori består overraskelsen? spørger han retorisk.

Symbolsk klimamål er urealistisk

Andy Pitman tror da heller ikke på, at det symbolske mål i klimaaftalen fra Paris om en maksimal global opvarmning på 1,5 grader celsius, kan lade sig gøre - selv ikke hvis man stoppede udledningen af drivhusgasser fra i dag. Spørgsmålet er, om det officielle mål på to grader overhovedet kan nås.

Vejrfænomenet El Niño har haft indflydelse på de stigende temperaturer de seneste måneder, men den bagvedliggende årsag er den globale opvarmning, hvilket hænger sammen med den konstante stigning af CO2 i atmosfæren.

Omkring midten af 1800-tallet var niveauet af CO2 i atmosfæren på 280 ppm, men det er nu steget til godt 400 ppm. Det er sandsynligvis det højeste niveau i 23 millioner år.

- Det, der forårsager denne opvarmning, stiger og stiger og stiger, siger Andy Pitman.

2016 tegner til at blive rekordvarmt

Ifølge chefmeteorologen på WBOC TV, Dan Satterfield, er der 99 pct.'s sandsynlighed for, at 2016 bliver det varmeste år nogensinde registreret. Det skriver han på American Geophysical Unions blogside:

- Hvis det virker bekendt, så er det, fordi sidste år er den nuværende rekordholder. Næsten alle de varmeste år nogensinde registreret, er fra dette århundrede.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

#klima #udland #arkiv

0 visninger

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic