ANNONCE

Nature-Baby kvadrat.jpg

ANNONCE

_kofamilien_banner_Partnerads4.jpg
  • Henrik Hindby Koszyczarek

Forskere har regnet på tallene: Landbrugspakken gavner IKKE vandmiljøet i 2021


Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har sagt, at danske landmænd i 2021 vil udlede 7.000 ton mindre kvælstof i vandmiljøet, end de gør i dag. Det passer bare ikke, mener en forskergruppe fra Københavns Universitet. Det skriver politiken.dk.

Ifølge forskerne har regeringen været lidt for godt i gang med at sminke tallene og blande miljøtiltag, der intet har med Landbrugspakken at gøre, med i beregningerne.

Jens Borum, lektor i biologi på Københavns Universitet har sammen med professor Kaj Sand-Jensen og lektor Hans Henrik Bruun regnet på de samme tal, som regeringen, men deres resultat er noget anderledes: De når nemlig frem til, at der ikke udledes mindre kvælstof i vandmiljøet i 2021, men mellem 700 og 3.900 ton MERE som konsekvens af pakkens tiltag.

- Over de næste fem år er der ikke nogen tvivl om, at der vil ske en øget udledning af kvælstoffer, og det stiller et alvorligt spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er den grønne pakke, som den er blevet solgt som, siger Hans Henrik Bruun til politiken.dk.

Eva Kjer er "målløs"

Ifølge forskerne skyldes de forskelligartede resultater, at regeringen har udeladt nogle lempelser og samtidig oppustet effekten af landmændenes frivillige miljøbidrag.

Den frivillige indsats var oprindeligt vurderet til at give en besparelse af kvælstof på 1.435 ton, men i miljøregnskabet er tallet af uvisse årsager blevet mere end fordoblet, så der altså regnes med en markant større kvælstofbesparelse som følge af frivillige initiativer fra landmændene selv.

Også Jørgen E. Olesen, sektionsleder for Klima og Vand ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, undrer sig. Han mener, at regeringen burde have medtaget de beregninger i det samlede regnestykke.

Jørgen E. Olesen kom særligt i fokus tidligere på ugen, efter at han havde kritiseret landbrugspakken og senere trak en smule i land igen.

Eva Kjer Hansen fortæller Jyllands-Posten, at hun er "målløs" over forskernes kritik:

- Her er en række åbenlyse fejl. De kritiser, at jeg ikke har medregnet effekter for to ting, der aldrig er sat i værk - to ting, der ikke findes ude i virkeligheden. De kritiserer, at baseline-effekten er regnet med. Jeg må bare sige, at sådan er det altid blevet gjort, også under den tidligere regering. Og egentlig plejer forskere at være kritiske, hvis man ændrer opgørelsesmetoden.

Høringssvar: Udskyd eller revurder gødningsforslag

Høringssvar fra onsdagens miljøhøring var også særdeles kritiske over for Landbrugspakken.

Bl.a. Biologisk Institut på Københavns Universitet, Dansk Vand- og Spildevandsforening DANVA, Danmarks Naturfredningsforening og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri vendte tommelfingeren nedad og anmodede regeringen om at udskyde eller revurdere forslaget om bl.a. at tillade øget gødskning. Også en række kommuner var kritiske.

Eva Kjer Hansen har i dag meddelt til TV2 News, at hun inviterer partierne bag Landbrugspakken til nye drøftelser. Hun ønsker dog ikke at uddybe, hvilke drøftelser der vil være tale om.

Hendes udmelding kommer, efter at formand for De Konservative Søren Pape Poulsen har sagt, at han kræver flere miljøkompenserende tiltag i pakken, så man sikrer, at kvælstofudledningen ikke stiger de kommende år. Han har dog samtidig sagt, at partiet nok skal stemme pakken igennem.

Både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti nægter imidlertid at forhandle om nye miljøtiltag.

Derfor er mere kvælstof skadeligt

Årsagen til, at øget gødskning er skadeligt for dyre- og plantelivet i vandet, skyldes, at kvælstof giver planter næring, når landmanden gøder. Men ikke al kvælstof kan udnyttes af planterne, hvilket gør, at en del siver ud i åer, søer, fjorde og hav.

Den øgede næringsmængde øger bl.a. tilvæksten af alger i vandet, hvilket medfører iltsvind og dræber både planter og dyr.

Danmark er i forvejen blandt de mest kvælstofbelastede lande i EU ifølge en rapport fra 2014.

Landbrugspakken lemper imidlertid ikke blot gødningsreglerne – øget gødskning gør også behovet for sprøjtegifte større, og derfor undervises landmændene allerede nu i at bruge stråforkortningsmidler, der bl.a. kan skade vandmiljøet og dyrene.

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

#miljø #indland #Venstre #politik #arkiv

0 visninger

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic