ANNONCE

Nature-Baby kvadrat.jpg

ANNONCE

_kofamilien_banner_Partnerads4.jpg
  • Henrik Hindby Koszyczarek

LA's ordfører modsiger (igen) 69.402 forskere


Liberal Alliances energiordfører, Villum Christensen, har de seneste dage gentaget sin skepsis over for klimaforskningen. Først i et debatindlæg på JP.dk, hvor han stillede spørgsmålstegn ved, om menneskets CO2-bidrag overhovedet har en effekt, og nu i et interview med Information.

- "Mit problem er, at jeg har svært ved at finde videnskabeligt belæg for, at den menneskeskabte CO2 er den afgørende forklaring på ændringerne i klimaet historisk set. Klimaet har altid ændret sig, og alle klimamodellerne hidtil har vist sig at tage fejl," siger Villum Christensen bl.a.

Han tilføjer, at han hellere vil se nærmere på, hvordan man kan løse klimaforandringerne, frem for at diskutere årsagen bag. Problemet er bare, at man ikke kan løse dem, medmindre man finder årsagen bag.

Undsiger sit eget parti

Med udtalelserne undsiger Villum Christensen sit eget parti, Liberal Alliance, der kom på banen med en berigtigelse efter hans lignende kommentarer før og under det seneste folketingsvalg.

I et interview med Ræson fra 2013, udtalte han:

- "Uanset hvad vi gør, så er jeg ret overbevist om, at det kun får marginal betydning. Jeg accepterer stadigvæk ikke den præmis, at vi kan styre klimaet. Der er langt større kræfter på spil."

Til Information gentog han under valget sin holdning:

- "Der er ikke videnskabeligt belæg for at påstå, at klimaændringerne i overvejende grad skyldes menneskelig aktivitet."

Det fik Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, på banen:

- "Global opvarmning er her, den er også menneskeskabt. Nogle mener, at det er 100 procent menneskeskabt, nogle mener 95 procent, nogle 90 procent," sagde han til Information.

I samme artikel fastslog klimaforsker Aslak Grinsted, at:

- "Usikkerhederne i relation til hvor meget der er menneskeskabt, og hvor meget der er naturligt, er så små, at det ikke giver mening, at politikere sætter spørgsmålstegn ved det. Det er nærmest ubestrideligt, at klimaforandringerne hovedsageligt er skabt af mennesker."

Efter valget står Villum Christensen ikke længere anført som klimaordfører - men ingen i partiet har overtaget ordførerskabet, hvorfor det stadig er Villum Christensen, der som energiordfører, udtaler sig om klimaemnet.

99,994 pct. af forskere: Mennesket står bag

Villum Christensens udtalelser strider også imod den konklusion, som i alt 69.402 forskere er nået frem til i deres klimastudier i 2013 og 2014.

For nyligt offentliggjorde James L. Powell, leder af USA's National Physical Sciences Consortium, en undersøgelse, hvori han i løbet af syv måneder havde gennemgået resuméerne af 24.210 peer-reviewed studier, som i alt 69.406 forskere stod bag.

Fire af forskerne i fem studier (en af forskerne stod bag to studier) benægtede, at mennesket i overvejende grad står bag klimaforandringerne.

Det svarer til, at 99,994 pct. konkluderer, at mennesket er skyld i klimaforandringerne, mens 0,006 pct. er uenige.

- "Forskere bag udgivede studier er praktisk talt enige: Menneskeskabt global opvarmning er et faktum," sagde James L. Powell i den forbindelse.

Bloomberg har med udgangspunkt i data fra Nasa undersøgt, om andre faktorer kan være skyld i den stigende temperatur i verden. Her viser data, at hverken solens aktivitet, Jordens rotation, ozonforurenende stoffer, vulkanisk aktivitet, skovrydning eller forurening fra aerosoler (udledes bl.a. af kul og biomasse) kan forklare den globale opvarmning.

Omkring år 1900 var mængden af CO2-partikler målt i PPM (particles per million) 280. I år nåede tallet over 400 PPM. Så markant en stigning på blot ca. 100 år har ikke vist sig fra naturens side, hvor en stigning på 100 ppm historisk set har taget mellem 5.000 og 20.000 år uden menneskelig indblanding.

Global opvarmning kan ikke forklares uden CO2-stigningen

Hjemmesiden ScepticalScience har også sat sig for at aflive myterne, som klimabenægterne kommer med. Bl.a. har folkene bag siden lavet en liste over de 10 hyppigste myter fra klimaskeptikerne, og nummer syv på listen over myter er, at klimamodellerne har vist sig at være upålidelige - nøjagtig som Villum Christensen siger i sin kritik af forskningen.

ScepticalScience skriver, at man skal huske på at skelne mellem klimamodellerne, der beskriver, hvad der er sket i fortiden, og de modeller der forsøger at forudsige fremtidens udvikling.

Her står bl.a.: "Mens der er usikkerheder forbundet med klimamodeller, har de på korrekt vist kunnet forklare, hvad der er sket i fortiden, og de har lavet forudsigelser, som efterfølgende er blevet bekræftet af observationer."

Og:

- "Ingen klimamodel har kunnet forklare den seneste globale opvarmning uden at tage den stigende CO2-mængde med i beregningen. Ingen har kunne lave en generel cirkulationsmodel, som kan forklare klimaets opførsel det seneste århundrede uden at inddrage den CO2-varmende effekt i beregningen."

ScepticalScience underbygger udtalelserne med data fra forskningen, og siden opdateres løbende.

Nedenstående graf viser stigningen i menneskets udledning af emissioner siden 1800-tallet: (kilde: Marland, G., T.A. Boden, and R. J. Andres. 2007. Global, Regional, and National CO2 Emissions. In Trends: A Compendium of Data on Global Change. Carbon Dioxide Information Analysis Center, Oak Ridge National Laboratory, United States Department of Energy, Oak Ridge, Tenn., U.S.A.)

Nedenstående graf viser den globale temperaturstigning siden 1880: (kilde: Nasa)

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

#klima #politik #LiberalAlliance #indland #arkiv

0 visninger

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic