Politikernes snak om 1,5 grader handler ikke om at stoppe klimaforandringerne, men om at forhale dem

Sidst CO2-niveauet var så højt, steg den globale temperatur og havstanden markant. Men hvordan kan politikerne så tale om at holde opvarmningen på 1,5 grader, når et tilsvarende CO2-niveau førte til endnu højere temperaturer i fortiden?

Paris-aftalen fra 2015 skabte grundlag for målsætningen om den maksimale temperaturstigning - men der er blot tale om, hvor høj den må være i 2100. Aftalen indebærer ikke, at temperaturstigningen skal stoppe herefter. Foto: UN Photo/Mark Garten/CC BY-NC-ND 2.0

Denne sommer kom en nyhed, som ikke fik synderlig meget dækning herhjemme, selvom den vedrører os alle: CO2-niveauet i atmosfæren var netop blevet målt til det højeste niveau i over fire millioner år.
 

 
Forskere ved fra proxy-data, dvs. data fra eksempelvis iskerneboringer og sedimenter, at sidst CO2-niveauet var så højt, var den globale temperatur ca. 3,9 grader celsius højere end det førindustrielle niveau, og havet var knap 24 meter højere. Altså så verden helt anderledes ud end i dag.
 

 
Derfor ringede jeg til Sebastian Mernild, prorektor ved SDU og professor i klimaforandringer og glaciologi, og Tore Furevik, direktør ved Nansensenteret i Bergen og professor i oceanografi ved Geofysisk Institutt, UiB, for at spørge dem om, hvordan politikerne overhovedet kan snakke om at holde den globale opvarmning på maksimalt 1,5 grader, når CO2-niveauet allerede nu er på et niveau, som i fortiden opvarmede kloden til langt højere temperaturer og kickstartede en havstigning så massiv, at store dele af Danmark vil forsvinde fra verdenskortet.
 

 
“De taler om, hvor høj temperaturstigningen må være i år 2100. Det er en politisk målsætning. Det kan godt være, at vi rammer en betydeligt højere temperatur i år 2350 eller 2400,” forklarer Sebastian Mernild.
 

 
Det er den detalje, der ofte udelades, når medier og politikere taler om at holde klodens middeltemperatur et stykke under to grader med en bestræbelse på at ramme 1,5 grader, som indskrevet i Paris-aftalen: Målsætningen handler udelukkende om, hvor meget temperaturen må være steget i 2100. Det betyder ikke nødvendigvis, at temperaturstigningen bliver bremset herefter.
 

 
I virkeligheden handler Paris-aftalen mere om at forhale opvarmningen så meget som muligt, så vi enten ender med at blive reddet af et teknologisk gennembrud eller kan nå at flytte længere ind i landet og bygge diger, i takt med at havstigningerne æder sig ind på vores kyster, forklarer Tore Furevik:
 

 
“CO2-niveauet er så højt, og temperaturen er så høj nu, at isen vil fortsætte med at smelte. Det er et tipping point, der sker over lang tid. Der er vældig stor forskel på 1,5 grader og 2 grader; jo lavere temperaturstigning, jo bedre, men målet om 1,5 grader vil ikke hindre oversvømmelser - de vil bare ske langsommere. Vi køber os mere tid med 1,5 grader end med 2 grader, men havstigningerne og temperaturen vil fortsætte med at stige,” forklarer Tore Furevik.


 
Øget bevidsthed giver optimisme

Sebastian Mernild har svært ved at se, at det overhovedet kan lade sig gøre at holde temperaturstigningen på 1,5 grader, når man ser på, hvor meget verdenssamfundet lige nu udleder af drivhusgasser, og hvor hurtigt den globale temperatur er steget siden den industrielle revolution.
 

 
"Set i et perspektiv over de seneste 22.000 år betyder den igangværende globale temperaturstigning, at middeltemperaturen siden 1880 og til i dag er steget omkring ti gange hurtigere end de næsthurtigste temperaturstigninger beregnet over en 100-årig periode. Og det er helt forfejlet, at vi har snakket om maksimalt 1,5 grader så længe, for med de nuværende udledninger vil vi i værste fald ramme 3,2-3,6 grader i 2100,” forklarer Sebastian Mernild.
 

 
Tore Furevik oplever en øget bevidsthed om problemet, hvilket gør ham optimistisk. Han er dog også i tvivl, om politikerne er klar over opgavens omfang.
 

 
“Jeg tror ikke, at de er helt klar over, hvor meget mere der skal til for at opnå netto-nul-udledning. Det er vigtigt, at nationerne har sat sig mål, men de er ikke endnu tilstrækkelige for at stoppe klimaændringerne,” siger han.


 
Nutidens politik er langt fra målet

Prognosen fra Climate Action Tracker, der følger de enkelte landes klimapolitik forudser en stigning i 2100 på 2,7-3,1 grader baseret på landenes nuværende politikker.
 

 
Derfor kalder Sebastian Mernild Paris-aftalens målsætninger “overbudspolitik” og sætter ligesom Tore Furevik spørgsmålstegn ved, om politikerne er klar over, hvor omfattende en omstilling, det kræves, hvis man skal holde temperaturstigningen i dette århundrede under 2 grader.
 

 
“I dag har man aldrig set et større gab mellem det, vi gør, og det vi burde gøre. Vi skal gøre endnu mere nu end for fem år siden, og skal vi nå klimaneutralitet i 2050 har vi pokkers travlt. Politikerne elsker at have holdepunkter, men dem er naturen ligeglad med,” siger Sebastian Mernild og peger på den massive afsmeltning af både Arktis og Antarktis som et tegn på, hvor hurtigt naturen har reageret på de øgede temperaturer.
 

 
“Jeg mener ikke, vi har set det sidste til det her. Tingene stopper ikke i 2100 - de fortsætter. Og når ismasserne er sat i bevægelse, er det meget, meget svært at bremse igen,” tilføjer han.
 

 
Også IPCC’s specialrapport fra 2018 om 1,5 gradersmålet tegner et billede af en næsten umulig mission. Rapporten konkluderer, at det vil kræve en “hurtig og vidtrækkende” omstilling af land, energi, industri, bygninger, transport og byer. CO2-udledningen skal ramme netto-nul i 2050 - det
 
vil sige, at vi ikke må udlede mere, end naturen kan optage.
 

 
“At begrænse opvarmningen til 1,5 grader er muligt inden for de kemiske og fysiske love, men det vil kræve hidtil usete forandringer at opnå,” sagde Jim Skea, medformand af IPCC’s arbejdsgruppe III, da rapporten udkom.
 

Det er muligt at bremse temperaturstigningen

Vores fremtid er dog ikke mejslet i sten, for der ér en mulighed for, at CO2-niveauet falder, og den kraftige temperaturstigning dermed afværges. I IPCC’s hovedrapport fra 2014 har forskerne undersøgt, hvad de fire såkaldte RCP-scenarier vil betyde for temperaturudviklingen efter 2100, og et af dem - RCP 2.6 - viser, at vi kan undgå yderligere opvarmning efter 2100: Det indebærer, at vores emissioner falder omkring 2050, hvorefter vi eller naturen formår at trække CO2 ud af atmosfæren, således at CO2-koncentrationen falder til 360 ppm i 2300.
 

 
I så fald vil temperaturen ende med at være mellem 0 og 1,2 grader højere end gennemsnittet for perioden 1986 til 2005. Altså stadig en opvarmning i forhold til det førindustrielle niveau, men i bedste fald en stagnering af opvarmningen. I det værste scenario risikerer vi temperaturstigninger på op imod 12 grader i 2300, viser rapporten.
 

 
Men som det er med klimamodeller, vil der altid være usikkerheder. Især når man skal regne så langt frem.
 

 
“Det sikreste vil jo nok være at komme tilbage til det CO2-niveau, vi havde for 150 år siden,” konstaterer Tore Furevik.

0