Please reload

Seneste

Forsker: Fisk føler smerte stort set på samme måde som mennesker

October 18, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Ilttab i havet førte til forhistorisk massedød - nu mister havet ilt igen

3/9/2019

Ny forskning viser, at ilttab i havet førte til, at 23 pct. af alle havdyr forsvandt, og meget tyder på, at noget lignende er under opsejlning.

Det var et faldende iltindhold i havet, der for 420 mio. år siden forårsagede en omfattende massedød, hvor 23 pct. af alle havdyr forsvandt. Det viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Geology.

 

Fundet er særligt interessant, fordi noget lignende er ved at ske igen.

 

"Dette arbejde giver endnu et bevis til bunken om, at indledende ilttab i fortidens have faldt sammen med begyndelsen på udryddelser," siger studiets medforfatter Jeremy Owens, lektor ved Department of Earth, Ocean and Atmospheric Science, Florida State University, i en pressemeddelelse.

 

"Det er vigtigt, fordi vores observationer af det nutidige hav indikerer, at der er et markant, omfattende ilttab, der kan forårsage større pres på organismer, som har brug for ilt, og det kan være de første skridt mod en ny masseudryddelse i havet," tilføjer han.

 

 

I 2017 viste et studie, at havets iltindhold er faldet med over 2 pct. mellem 1960 og 2010, og at det kan falde med op til 7 pct. i 2100, hvis udviklingen fortsætter.

 

Et andet studie fra sidste år har vist, at antallet af døde zoner i havet - altså zoner uden ilt - er firedoblet siden 1950, mens antallet af zoner med meget lavt iltindhold nær kyster er tidoblet.

 

Og i april udkom et studie, der viste, at noget allerede er ved at ske i havet; havdyr som krabber, hummer og fisk dør nu i et omfang, der er dobbelt så hurtigt som landdyr.

 

Årsagerne ifølge forskerne er især global opvarmning, da varmt vand indeholder mindre ilt, og nogle dyrearter er sårbare over for temperaturændringer, samt udvaskning af næringsstoffer fra landbruget. 

 

 

 

Årsagen til masseudryddelsen for 420 mio. år siden har altid været et mysterium for forskere, der betegner hændelsen som Lau/Kozlowskii-udryddelsen. 

 

Ved at undersøge isotoperne i thallium og sulfur samt koncentrationen af mangan kunne forskerne bag det nye studie imidlertid rekonstruere en tidslinje, hvor ilttab i havet relaterede sig til udryddelsen og efterfølgende ændringer i klodens kulstofkredsløb, altså cirkulationen, hvor planter, jord og hav afgiver kulstof til atmosfæren og binder det igen.

 

Et lignende studie fra 2018 konkluderede, at det også var global opvarmning, der forårsagede klodens største masseudryddelse for 252 mio. år siden, hvor opvarmning af havet førte til ilttab og udryddede ca. 96 pct. af alle havdyr og to tredjedele af alle landdyr.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic