Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Forskere: Enorm økonomisk gevinst ved at reducere global opvarmning

19/6/2018

Verdens lande er langt fra at leve op til Parisaftalen, og det kan skade verdensøkonomien. Et nyt studie viser store økonomiske gevinster ved at begrænse den globale opvarmning.

Skulle verdenslederne savne et økonomisk incitament til at begrænse den globale opvarmning, kan de finde det i et nyt studie af forskere fra Stanford University, USA.

 

I studiet 'Large potential reduction in economic damages under UN mitigation targets', der er publiceret i tidsskriftet Nature, har forskerne undersøgt de økonomiske konsekvenser ved, at landene når Parisaftalens hensigtserklæring om en maksimal opvarmning på 1,5 grader celsius, om opvarmningen begrænses til 2 grader, eller om den når 3 grader, som verden ifølge fremskrivninger lige nu styrer imod. 

 

- Vi har fundet stærke beviser for, at fordelene ved at opfylde det ambitiøse mål i Parisaftalen (1,5 grader, red.) sandsynligvis vil overgå omkostningerne markant, siger studiets hovedforfatter, Marshall Burke, adjunkt i Jordens systemer ved School of Earth, Energy & Environmental Science, Stanford University, til universitetets hjemmeside.

 

Faktisk vurderer de, at den økonomiske gevinst er over 30 gange højere, end de omkostninger, som de seneste analyser har vist, at den nødvendige grønne omstilling vil koste.

 

- I løbet af det seneste århundrede har vi allerede gennemgået en stigning i den globale temperatur på én grad, så det vil hverken være nemt eller billigt at opnå de ambitiøse målsætninger i Parisaftalen. Vi har brug for en klar forståelse af, hvor store økonomiske fordele der er, ved at vi når de forskellige mål, siger Marshall Burke.

 

 

Især de fattige nationer får gavn af klimaindsats

For at lave beregningen har forskerne undersøgt sammenhængen mellem ændringerne i temperaturen verden over og den økonomiske udvikling det seneste halve århundrede. Efterfølgende har de ved hjælp af klimamodeller beregnet, hvordan temperaturerne vil udvikle sig i fremtiden, og hvordan det forventes at påvirke økonomierne rundt om i verden med udgangspunkt i datidens empiri.

 

Deres resultater viser, at langt de fleste lande - 71 pct. - med sammenlangt knap 90 pct. af klodens befolkning har godt 75 pct.'s chance for at få økonomisk gavn af, at den globale opvarmning begrænses til 1,5 grader frem for 2 grader. Især de fattigere lande vil nyde gavn heraf.

 

- De lande, som mest sandsynligt vil opleve fordelene, er allerede relativt varme i dag. De historiske data viser os, at øget opvarmning vil være meget skadelig for disse landes økonomier, så selv små reduktioner i en fremtidig opvarmning kan have store fordele for de fleste lande, siger Marshall Burke.

 

 

Svækket økonomi ved højere opvarmning

De økonomiske omkostninger ved højere temperaturer vil bl.a. være øgede udgifter i håndteringen af ekstremt vejr, lavere udbytte i landbrugsproduktionen og ringere sundhed.

 

Således viser forskernes resultater samtidig, at den globale økonomiske vækst formentlig vil blive "markant" svækket, hvis landene ikke opfylder Parisaftalen.

 

Studiet er langt fra det første, der peger på økonomiske gevinster ved en grøn omstilling og sænkelse af global opvarmning. Eksempelvis har analyser fra finanshuset Citigroup og London School of Economics vist, at en begrænsning af den globale opvarmning og dermed klimaforandringerne samt mere ren energi vil gavne økonomien.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic