Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Opvarmningen af Arktis kan forårsage hårdere vintre

2/4/2018

Et nyt studie viser en sammenhæng mellem opvarmningen af Arktis og de hårde vintre, som bl.a. dele af USA og Nordeuropa har været igennem trods global opvarmning.

Kulden, der ramte USA denne vinter, fik landets præsident, Donald Trump, til endnu engang at håne klimaforskningen og så tvivl om den globale opvarmning. Et nyt studie viser imidlertid, at der er en tydelig sammenhæng mellem global opvarmning og hårdere vintre i det østlige USA - og formentlig også Nordeuropa og dele af Asien. Det skriver InsideClimate News.

 

Forskere har analyseret lufttemperaturerne og -trykket over Arktis og sammenlignet målingerne med et vejrindeks over, hvor hård en vinter har været i USA. De fandt en sammenhæng mellem høje temperaturer i Arktis og hårdere, koldere vintre i det østlige USA.

Når temperaturerne i Arktis bliver særligt høje - især højt oppe i atmosfæren - er risikoen for en ekstrem vinter to til fire gange højere i Boston og New York, mens den amerikanske vestkyst formentlig vil få varmere og mere tørt vejr ifølge analysen. Eftersom Arktis har haft usædvanligt høje temperaturer de seneste år, kan det forklare, at dele af USA samtidig har oplevet mere hårde vintre.

 

 

Global opvarmning svækker formentlig jetstrømmen

Forskerne vurderer, at også Nordeuropa samt dele af Asien oplever denne sammenhæng.

 

- Jeg vil mene, at det helt klart er en del af det samme mønster. Det varme Arktis og det hårde vintervejr på de mellemste breddegrader er hverken uafhængige eller parallelle fænomener, men relaterede, og jeg mener, at de bør betragtes som to sider af samme sag, siger en af forfatterne bag studiet Judah Cohen, forsker ved MIT og leder af vejrprognoser ved Atmospheric and Environmental Research, til InsideClimate News.

 

Dele af Nordeuropa oplevede også hård kulde denne vinter, da 'the beast from the east' ramte: Moskva fik rekordmeget sne, Rom fik noget usædvanligt også sne, og i alt døde 24 mennesker af kulde i Europa denne vinter. For Danmarks vedkommende lå temperaturerne for både december og januar imidlertid over gennemsnittet for 2006-2015, mens februar var koldere end normalt.

 

Forskerne bag det nye studie har set en tendens over de seneste to-tre årtier til, at både Nordamerika og Eurasien generelt har haft flere hårde vintre og mere snefald end normalt. De har dog udelukkende set på en sammenhæng og ikke en årsag, men mener, at studiet underbygger teorien om, at de stigende temperaturer i Arktis er med til at svække Polarjetstrømmen og skubbe kulden sydpå. Arktis opvarmes omtrent dobbelt så hurtigt som resten af kloden lige nu.

 

Studiet er publiceret i Nature Communications.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic