Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Milliondyr fabrik skal være hjertet i nyt bæredygtigt bofællesskab

26/3/2018

Flere end hundrede danskere er ved at samle penge ind til en tom fabriksbygning, der skal være centrum for et nyt klima- og miljøvenligt bofællesskab på Djursland.

 

I skrivende stund mangler der 2,5 mio. kr., før folkene bag bofællesskabet Grobund har indsamlet de otte mio. kr., som en forladt fabriksbygning koster. De penge skal findes, inden køsoptionen udløber den 31. marts. Ikke desto mindre er Grobunds bestyrelsesformand, Mathias Bartholomæussen, overbevist om, at de når i mål.

 

- Jeg kan ikke sige noget officielt, men jeg har en meget stærk forventning om, at vi når det, siger han til Globalen.

 

Grobund er et nyt bofællesskab, der endnu ikke er bygget. Den første og vigtigste brik i puslespillet er den tidligere Tata Stålfabrik ved Ebeltoft færgehavn, som skal danne centrum for de fremtidige indbyggeres professionelle dagligdag; det er her, at erhvervsdrivende kan få kontorlokaler og plads til produktionen, og hvor der skal være storkøkken, fællesrum og en multihal.

 

 

"Klimaforandringerne er den vigtigste udfordring"

Når fabrikken - om alt går vel - er købt, vil folkene bag købe jord ved den, hvor der kan bygges huse. Af bæredygtigt materiale vel at mærke. Visionen for initiativet er nemlig, at beboerne på længere sigt lever gælds- og affaldsfrit samt klima- og miljøvenligt. Det betyder eksempelvis, at husene skal være off-grid; altså ikke tilkoblet almene netværk til strøm, varme og kloak, men forsynes med egen vedvarende energi.

Om man ønsker både at bo og arbejde i bofællesskabet eller blot én af delene er op til en selv. Det vigtigste er, at man har en hensigt om at leve op til de værdier om bæredygtighed - herunder også økonomisk - som er den røde tråd i konceptet, forklarer Mathias Bartholomæussen, som til daglig er gymnasielærer.

 

- Jeg synes, at klimaforandringerne er den vigtigste udfordring, vi har. Jeg er ikke så bekymret, fordi jeg synes, der sker så mange gode ting - Grobund er noget af det, der gør mig så fortrøstningsfuld. Jeg møder mange mennesker, som har den samme indfaldsvinkel til, at vi skal gøre noget nu. Vi vil prøve at vise en anden måde at bo på, hvor vi kan leve lige så godt, men også mere i harmoni med jorden, siger han.

 

 

Også støtte fra udlandet

Indtil videre har 110 mennesker hver indbetalt 50.000 kr. til købet af fabrikken, og langt de fleste har givet udtryk for, at fabrikken er afgørende for deres engagement i projektet.

 

- Det er jo kæmpestort, at man kan få så mange mennesker til at købe et bevis til 50.000 kr. til en fabrik, der ligger i noget, som kunne mindre om Udkantsdanmark, siger Mathias Bartholomæussen, som tilføjer, at han ikke er bekendt med et lignende koncept i Danmark, hvor en øko-landsby samtidig har så store produktionsfaciliteter, som fabrikken giver Grobund mulighed for.

 

Derudover støtter omtrent 300 andre mennesker - sågar folk fra udlandet - selve foreningen økonomisk, uden dog at have til hensigt at bo eller arbejde der. De bliver imidlertid inviteret med til foreningens arrangementer og møder.

Initiativet bag Grobund blev skabt i 2016 af Steen Møller, der bl.a. er tidligere forstander på Sdr. Felding Højskole og var en del af iværksætterne bag bofællesskabet Friland i Rønde.

 

- Da jeg hørte om Grobund, var det helt oplagt for mig at blive en del af, siger Mathias Bartholomæussen, der ikke ser sig selv fortsætte mange år endnu i et typisk 8-16-job på fuld tid.

 

- Jeg vil gerne være en del af et aktivt fællesskab. Det er det, jeg trives bedst i. Jeg synes, at det her med fabrikken, og alt det man kan sætte gang i, har store perspektiver.

 

 

Flere øko-samfund kommer til

De seneste par år har medierne berettet om, at der kommer flere af denne type bofællesskaber til. 33 fællesskaber er medlem af Landsforeningen for Økosamfund - 10 ligger eksempelvis i Østjylland, og to af dem blev medlemmer af landsforeningen sidste år.

 

Ifølge Jesper Bo Jensen, fremtidsforsker ved Center for Fremtidsforskning, var der en tilsvarende tendens med at søge tilbage til det naturlige i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 80'erne.

 

- Vi er kommet ud af en stor krise og er på vej ind i et opsving. Det er i sådanne perioder, at man tager tingene op til revision og måske gør noget andet, sagde Jesper Bo Jensen tidligere på året til TV2 Østjylland.

 

Adspurgt om Grobund er et udtryk for kritik af politikernes manglende handling på klimaforandringerne, svarer Mathias Bartholomæussen:

 

- Det er nok en konsekvens af, at vi er mange, som synes, at der skal ske noget, men ikke kan se det ud fra regeringens plan. På den måde kan man godt sige, at det er en reaktion på den politiske situation i Danmark. Men det handler mest om at kunne tage sit ansvar som borger alvorligt og så gøre noget ved det i stedet for at vente på at der kommer hjælp ovenfra. 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic