Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Klimaet: Vi er nu mere end halvvejs mod smertegrænsen

24/3/2018

2017 blev et af de varmeste år i moderne tid og det dyreste år målt på skader fra orkaner. Kloden er nu opvarmet så meget, at vi er over halvvejs mod den grænse, der blev aftalt i Parisaftalen.

Den globale opvarmning skal holdes "et godt stykke under" 2 grader celsius, lød det i Parisaftalen fra 2015. Vi nærmer os dog denne smertegrænse, idet kloden nu er opvarmet med 1,1 grad celsius i forhold til den førindustrielle tid, lyder det i den årlige rapport fra FN's World Meteorological Organization (WMO) ifølge en pressemeddelelse.

 

Rapporten viser, at 2017 blev det varmeste år registreret i moderne tid uden påvirkningen fra det opvarmende vejrfænomen El Niño, og det tredjevarmeste år hvis man medregner år ramt af vejrfænomenet.

 

De ni varmeste år er alle forekommet siden 2005, og de fem varmeste er forekommet siden 2010. Målt over en femårig periode var 2013-2017 de fem varmeste år, man har målt. 

- Begyndelsen af 2018 er fortsat, hvor 2017 slap - med ekstremt vejr, der koster liv og ødelægger hjem. Arktis har været igennem usædvanligt høje temperaturer, mens tætbefolkede områder på den nordlige halvkugle har været ramt af kulde og ødelæggende vinterstorme. Australien og Argentina har været ramt af ekstreme hedebølger, mens tørke fortsatte i Kenya og Somalia, og den sydafrikanske by Cape Town kæmpede med akut vandmangel, siger Petteri Taalas, WMO's generalsekretær, i pressemeddelelsen.

 

 

Indholdet af CO2 er over den naturlige variation

WMO oplyser, at atmosfærens indhold af CO2 de seneste 800.000 år har haft en naturlig variation på mellem 180 og 280 ppm (partikler per million), hvilket viser, at nutidens indhold på 400 PPM er over den naturlige variation.

 

- I det seneste kvarte århundrede er atmosfærens koncentration af CO2 steget fra 360 PPM til over 400 PPM. Den vil være over det niveau de kommende generationer, hvilket vil fastlåse vores planet i en varmere fremtid med flere vejr-, klima- og vandekstremer, siger Petteri Taalas.

 

2017 markerede sig som det hidtil dyreste år målt på omkostningerne af naturkatastrofer. Vejr- og klimarelaterede katastrofer beløb sig til 320 mia. dollars, hvilket er det højeste beløb på et år, når man justerer for inflation, og opvarmningen hæmmer den økonomiske vækst i ulandene, oplyser WMO med henvisning til en vurdering fra Den Internationale Valutafond. 

 

Desuden er risikoen for varmerelaterede dødsfald steget siden 1980, idet ca. 30 pct. af verdens befolkning nu lever i områder, hvor der mindst 20 dage om året er potentielt dødelige temperaturer.

 

Samtidig er isen både i Arktis og ved Antarktis fortsat på tilbagetog. Da havisen ved Arktis nåede sit vinter-maksimum var det det laveste maksimum, siden man påbegyndte satellitmålingerne i 1979, mens isens sommer-minimum var det ottende laveste målt. Havisen i Antarktis var omkring sit rekord-minimum gennem hele året. Med hensyn til indlandsisen på Grønland var der for en gangs skyld en smule vækst i massen, men udviklingen i området er stadig bekymrende, idet ca. 3,6 mia. ton ismasse er tabt siden 2002.

 

Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) steg udledningen af CO2 sidste år til rekordniveau efter at være stagneret siden 2014.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic