Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Danmark er ikke alene: Fuglene forsvinder også i resten af EU

21/3/2018

Frankrigs bestand af fugle er ved at kollapse, og forskerne mistænker pesticider og monokulturelle landbrug. Tendensen er den samme i resten af EU - også Danmark.

Fuglene er på kraftigt tilbagetog i Frankrig: På blot halvandet årti er antallet gennemsnitligt faldet med en tredjedel, og for nogle arter er tilbagegangen på to tredjedele, lyder det fra forskere bag to nye studier. Det skriver The Guardian.

 

- Vores landområder er ved at blive en rendyrket ørken, udtaler biolog Benoit Fontaine, der var medforfatter til det ene af studierne, ifølge The Guardian.

 

Han betegner situationen som "katastrofal".

 

Forskerne mistænker, at synderne er brugen af pesticider og de monokulturelle landbrug med ensartede afgrøder. Årsagen til det faldende antal fugle skal ikke findes i, at fuglene forgiftes, men i at insekter og ukrudtsfrø forsvinder, og dermed mister fuglene et stort fødegrundlag. Deres tilbagegang er sågar accelereret i 2016 og 2017, viser optællingen i det ene studie.

 

- Der er næsten ingen insekter tilbage - det er det største problem, siger Vincent Bretagnolle, økolog ved National Centre for Scientific Research, der bidrog til de nye tal.

 

Samme tendens ses i det øvrige EU, hvor et studie af fuglebestanden i 25 EU-lande har vist, at antallet af fugle faldt med over 420 millioner mellem 1980 og 2009. En nylig optælling i Danmark fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) viste, at knap tre millioner fugle er forsvundet over de seneste 40 år. Også her peger pilen ifølge DOF mod landbruget.

 

- Markerne bliver større, småbiotoperne bliver færre, selv læhegnene bliver beskåret mere hårdt end tidligere. Sammen med sprøjtning og gødskning gør det, at der ikke er føde nok til fuglene længere, hverken i form af frø eller insekter, siger foreningens vibeekspert Niels Andersen, da nyheden kom frem i begyndelsen af februar.

 

 

"Nærmest ørkenagtigt"

DOF’s formand Egon Østergaard sagde i samme forbindelse, at optællingen viser, at noget er rivende galt i dansk landbrug.

 

- Set i forhold til biodiversiteten er det danske agerland i dag nærmest ørkenagtigt uden fugls føde. Jeg håber virkelig, at det kan åbne folks øjne for problemerne, når tabet af fugle på den måde bliver gjort op i individer, sagde Egon Østergaard og tilføjede:.

 

- Det understreger også behovet for en markant ændring af EU’s fælles landbrugspolitik, som i alt for høj grad tilgodeser den intensive produktion på bekostning af fælles goder som et godt miljø, dyrevelfærd, sundhed og en rig natur.

 

Hos landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F) medgav man, at landbruget ikke levner plads til eksempelvis ukrudtsfrø til fuglene, og at landmanden med fordel kan lade nogle hjørner af marken stå udyrket til gavn for biodiversiteten og dermed også fuglene.

 

L&F er åben for et samarbejde om EU's kommende landbrugspolitik, der skal træde i kraft efter 2020 og så småt er begyndt at blive diskuteret blandt politikere og interesseorganisationer. Foreningen har dog afvist at bakke op om at gøre en større del af landbrugsstøtten afhængig af landmandens naturpleje.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic