Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Forskere: Der skal store ændringer til for at gøre velfærd bæredygtig

25/2/2018

Ingen lande kan sikre borgerne velfærd, samtidig med klodens ressourcer forbruges bæredygtigt, viser et nyt studie af 151 lande. Danmarks ressourceforbrug er blandt de højeste.

Det kan være nok så godt lige nu i nogle af verdens industrialiserede lande, men det kan ikke fortsætte. Et nyt studie, der er publiceret i tidsskriftet Nature Sustainability, viser, at ingen af de 151 lande, som forskerne har undersøgt, formår både at give deres borgere høj velfærd og forbruge ressourcerne bæredygtigt. Lande, der scorer højt på velfærdsparametrene, har et forbrug langt over klodens grænser, mens lande med et bæredygtigt forbrug har ringe velfærd.

 

I studiet målte forskerne velfærden - eller livskvaliteten om man vil - ud fra 11 sociale parametre: livsglæde, forventet sund levealder, ernæring, sanitære forhold, indkomst, adgang til energi, uddannelse, social støtte, demokratisk kvalitet, lighed og beskæftigelse. Derudover målte de syv indikatorer på ressourceforbruget: arealbrug, CO2-udledning, fosforudledning, det økologiske fodaftryk, det materielle fodaftryk samt vand- og kvælstofforbrug. 

 

- Generelt kan man sige, at jo flere sociale parametre et land opfylder, desto flere planetære grænser overskrider det, og omvendt. Selvom rige nationer som USA og Storbritannien opfylder deres borgeres basale behov, gør de det med et ressourceforbrug, som langt overgår, hvad der er globalt bæredygtigt, siger en af forskerne William Lamb fra det tyske Mercator Research Institute on Global Commons and Climate Change, ifølge sciencealert.com.

 

Det land, der kommer tættest på en balance mellem at tilgodese de sociale parametre og Jordens grænser, er Vietnam, der opnår seks af de 11 sociale parametre, mens landet kun overskrider én af de syv planetære grænser; udledningen af CO2.

 

 

Danmark er langt fra bæredygtig

Danmark overskrider seks af de syv planetære grænser. Eksempelvis er vores CO2-udledning ifølge studiet mere end syv gange over grænsen for, hvad der er bæredygtigt, vores udledning af kvælstoffer er godt otte gange over grænsen, og vores materielle fodaftryk knap fire gange over. Til gengæld opfylder vi 10 af de 11 sociale parametre; da studiet blev lavet, var beskæftigelsen en anelse lavere, end hvad forskerne betegner som "smertegrænsen". 

 

I den anden ende ligger Yemen, der ikke overskrider en eneste af klodens grænser, men samtidig heller ikke opfylder ét eneste socialt parameter.

 

Forskerne peger dog på, at det ér muligt både at leve et godt liv og forbruge klodens ressourcer bæredygtigt. Det kræver blot, at samfundet indrettes på en anden måde.

 

- Hvis alle syv milliarder mennesker - eller flere - skal leve godt inden for vores planets grænser, skal der markante ændringer til. Som minimum vil det betyde, at man sænker uligheden af indkomst markant og hurtigst muligt skifter fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Men mest vigtigt er det, at rige nationer som USA og Storbritannien bliver nødt til at glemme jagten på økonomisk vækst, som ikke længere forbedrer borgernes liv i disse lande - i stedet skubber det menneskeden endnu tættere på en miljømæssig katastrofe, skriver en af forfatterne bag studiet Dan O'Neill, lektor i økologisk økonomi ved det britiske University of Leeds, på theconversation.com.

 

En af hans kolleger, som også medvirkede til studiet, bakker op om behovet for en ny velfærdsmodel:

 

- Det er nødvendigt med markante ændringer, hvis alle mennesker skal leve et godt liv inden for klodens grænser, siger Julia Steinberger ifølge sciencealert.com.

 

Hun tilføjer:

 

- Vores fysiske infrastruktur og måden, vi fordeler ressourcerne på, er begge del af, hvad vi kalder forsyningsystemer. Hvis alle mennesker skal leve et godt liv inden for planetens grænser, så skal disse forsyningsystemer fundamentalt omstruktureres, så basale behov kan blive mødt med et meget lavere ressourceforbrug.

I forbindelse med studiet velfærd og bæredygtighed har lektor Dan O'Neill medvirket i en video, hvor han fortæller nærmere om det.

 

På University of Leeds' hjemmeside har forskerne lavet en side baseret på studiets data. Her kan man se, hvilke parametre de forskellige lande opfylder og overskrider, sammenligne landene og dykke dybere ned i studiets data.

 

Hvert år offentliggør tænketanken Global Footprint Network i øvrigt datoen for, hvornår verdenssamfundet har forbrugt et års naturressourcer - heri medregnet udledningen af drivhusgasser. Datoen falder tidligere og tidligere og lå sidste år den 2. august.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic