Seneste
Topnyheder
Norge vil forbyde pelsproduktion
14/1/2018
Den norske regering har foreslået at udfase landets pelsproduktion. Dyrevenner jubler over tiltaget.

I 2011 forbød Norge al pels i forbindelse med Oslo Fashion Week. I 2015 deltog over 7.000 nordmænd i en protestmarch mod pels. Og i 2016 viste en rundspørge, at syv ud af ti kvinder ønskede et forbud mod pelsproduktion.
Nu er Norge på vej skridtet videre; landets regering vil nemlig forbyde pelsproduktionen, så den udfases frem mod 2025. Det skriver flere medier herunder nrk.no, expressen.se og 730.no.
Tiltaget er skrevet ind i det nye regeringsgrundlag mellem Høyre, Fremskrittspartiet og Venstre. Pelsavlerne vil få hjælp til at omlægge til en anden type produktionen.
- Noahs 28 år lange kamp for pelsdyrene er vundet!! ENDELIG lytter politikerne til flertallet, veterinærfaglige råd og hensynet til dyrene, skriver dyreværnsorganisationen Noah på sin Facebook-profil.
Pelsavlerne er i imidlertid rasende over regeringsgrundlaget, og flere medlemmer af brancheforeningen Norsk Pelsdyraslag har netop afholdt møde om situationen.
- Det er en skandaløs beslutning, siger foreningens informationschef, Guri Wormdahl, til nrk.no, mens styreleder Bertan Trane Skardsem siger:
- Det sidste ord er helt sikkert ikke sagt i denne sag.
Ifølge organisationen Dyre Rettigheder er der i dag flere end 300 pelsproducenter i Norge, som hvert år opdrætter og dræber 700.000 mink og 110.000 ræve.
I 2016 kom det frem, at norske pelsavlere fodrer deres dyr med hvalkød, hvilket affødte kritik fra organisationerne Environmental Investigation Agency (EIA) og Animal Welfare Institute (AWI)
Opdateret d. 15/1 med udtalelser fra Norsk Pelsdyraslag
Af: Henrik Hindby Koszyczarek
henrikhindby@globalen.dk
ANNONCE
ANNONCE