Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Nu smelter Arktis hurtigere end i 1.500 år

12/12/2017

Havisen i Arktis smelter nu med rekordhast, isen bliver tyndere og yngre, og planter er begyndt at skyde frem. Ændringerne vil få betydning for resten af kloden, siger ledende forsker.

Videoen af denne sultende isbjørn på Baffin Island i Det Arktiske Hav har gået sin gang på nettet de seneste dage og er blevet dækket af medier rundt om i verden. Den smeltende is gør det sværere for isbjørne at finde føde. Om det er den nøjagtige årsag bag denne isbjørns sult, er ikke dokumenteret, men der er bred enighed om, at den smeltende is vil føre til mere sult blandt isbjørne.  

 

Den globale opvarmning fortsætter med at ramme Arktis særligt hårdt: Nye data baseret på iskerneboringer og andre fossile kilder viser, at havisen nu smelter hurtigere end de seneste 1.500 år.

 

Det konkluderer det amerikanske forskningsinstitut National Oceanic and Atmospheric Administration (Noaa) i sin seneste rapport 'Arctic Report Card', som 85 forskere fra 12 lande står bag.

 

- Hvad der sker i Arktis, bliver ikke i Arktis - det påvirker resten af kloden. Arktis har stor indflydelse på verden helt generelt, sagde Noaa-leder Timothy Gallaudet ifølge nyhedsbureauet AP, da rapporten blev fremlagt på en konference i USA.

 

 

Isen bliver yngre og tyndere - og mere sårbar

Arktis opvarmes lige nu ca. dobbelt så hurtigt som resten af kloden, og ifølge rapporten har den gennemsnitlige lufttemperatur været på sit næsthøjeste niveau, i den tid man har målt den - kun overgået af 2016. Temperaturen var 1,6 grader celsius højere end gennemsnittet for perioden 1981 til 2010.

 

Samtidig lå havtemperaturen i området over det øvrige havs gennemsnit, og overfladen af Tjuktjerhavet, beliggende nord for Beringstrædet mellem Sibirien og Alaska, er blevet 0,7 grader celsius varmere for hvert årti siden 1982.

Opvarmningen påvirker isen, der er tyndere og yngre end før, hvilket gør den endnu mere sårbar over for varme hav- og luftstrømme. I 1985 var 16 pct. af isen i Arktis over fire år gammel, mens det i marts 2017 var faldet til 0,9 pct. Samtidig er planter og plankton begyndt at skyde frem i Arktis.

 

Verdens køleskabsdør er åben

Ændringerne giver store udfordringer for økosystemerne, og den smeltende permafrost kan være ødelæggende for infrastrukturen og dermed ramme egnens flere millioner beboere. I takt med den mindre udbredelse af is vil området også blive mørkere, hvilket forstærker den globale opvarmning, da mørke absorberer mere varme end den reflekterende is. Desuden peger nogle forskere på, at afsmeltningen kan ændre havstrømme, hvilket vil påvirke vejret i andre dele af verden.

 

- Arktis har traditionelt set været planetens køleskab, men køleskabsdøren er blevet holdt åben, sagde Jeremy Mathis, leder af Noaas Arktiske forskningsprogram og medforfatter til rapporten, ifølge AP.

 

- Arktis er et meget anderledes sted, end det var for et årti siden, sagde han endvidere.

 

 

Af: Henrik Hindby Ksozyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic