Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Massiv tilbagegang får forskere til at advare: Insekter styrer mod dommedag

18/10/2017

Insekterne er ved at forsvinde, viser et nyt studie. Forskerne advarer om en "økologisk dommedag" og beder landbruget om at holde igen med pesticider.

Mængden af flyvende insekter er styrtdykket med 76 pct. de seneste 27 år. Det viser et nyt studie, hvor forskerne bag har indsamlet godt 1.500 prøver af insekterne fordelt på 63 beskyttede reservater i Tyskland. Det at områderne er beskyttede, gør forskerne endnu mere bekymrede, skriver The Guardian.

 

- At antallet af flyvende insekter falder med så stor hast på så store områder er et alarmerende fund, siger studiets hovedforfatter, Hans de Kroon fra Radboud University i Holland, ifølge The Guardian.

 

Gennem 27 år har flere amatørentomologer hjulpet med at indsamle insektprøver og vejet mængden af indsamlede insekter. Det viste, at der er sket et gennemsnitligt årligt fald i antallet af flyvende insekter på hele 76 pct. i perioden, og hverken vejret eller ændringer i områdernes landskaber kan forklare faldet.

 

 

Pesticider kan bære en del af skylden

Forskerne kan ikke give et svar på, hvad årsagen er, men siger, at det sandsynligvis er landbrugets monokultur, der skaber mangel på føde, og dets brug af pesticider, og at klimaforandringerne muligvis også spiller en rolle.

 

- Vi er tilsyneladende ved at omdanne store landområder til ugæstfri miljøer for de fleste livsformer og styrer lige nu i retning af økologisk dommedag. Hvis vi mister insekterne, kollapser alt, siger medforfatter professor Dave Goulson fra Sussex University, Storbritannien.

 

De mener, at der bør forskes mere i årsagerne bag, og i mellemtiden agere ud fra forsigtighedsprincippet:

 

- Vi bliver nødt til at gøre mindre af de ting, som vi ved har en negativ påvirkning, såsom brugen af pesticider og fjernelsen af blomsterområder, der omkranser landbrugsmarkerne, siger Hans de Kroon.

 

Studiet er publiceret i tidsskriftet Plos One.

 

I september skrev Globalen om 'forrude-fænomenet', der kommer sig af de mange observationer af færre splattede insekter på forruderne. Noget, som er blevet bemærket i flere lande. Matt Shadlow, chef for NGO'en Buglife, der arbejder for at beskytte insekterne, har således udtalt, at den stadigt mindre mængde insekter på bilruderne er et kendt fænomen.

 

Det nye studie er altså med til at bekræfte en tendens, der ses på tværs af landegrænser.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic