Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Besøg en svinestald og få MRSA i næsen

12/10/2017

Hvis du besøger en MRSA-smittet svinebesætning, kan du næsten være sikker på at komme derfra med MRSA i næsen, viser en ny undersøgelse.

Man skal ikke opholde sig længe blandt svin smittet med MRSA, før man selv får stafylokok-bakterierne i næsen. Det viser resultatet af en ny undersøgelse fra Statens Serum Institut (SSI) og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

 

Forskere har undersøgt risikoen for at blive 'forurenet' med MRSA efter en times besøg i en svinestald og fandt, at 94 pct. af forsøgspersonerne havde pådraget sig bakterierne. Direkte fysisk kontakt med svinene havde ingen betydning for forureningen - derimod tyder noget på, at mængden af støv kan øge risikoen for smitten.

 

- Det kan måske virke lidt mærkeligt at udføre denne slags forsøg med mennesker, men de fleste danske svinebesætninger er smittede med MRSA, så det er en del af hverdagen for tusindvis af personer med kontakt til landbruget. De fleste af forsøgspersonerne var veterinær- og agronomstuderende, og de fleste af dem vil blive udsat for MRSA-smitte i deres fremtidige arbejdsliv, siger dyrlæge og forsker Øystein Angen, SSI.

 

 

Stadig smitte efter en uge

Niveauet af MRSA-bakterier i næsen begynder imidlertid at falde igen efter noget tid uden for stalden. To timer efter var andelen af MRSA-forurenede forsøgspersoner faldet til 23 procent - 95 procent af dem havde så små mængder af bakterier i næsen, at bakterierne ikke kunne måles direkte, men skulle opformeres for at kunne registreres.

 

Efter en uge var bakterierne dog stadig at finde hos 1 pct. af forsøgspersonerne.

 

Forskerne bag undersøgelsen konkluderer således, at kortvarig udsættelse for luftbåren MRSA udgør "en betydelig risiko for, at besøgende i MRSA-smittede svinebesætninger bliver forurenede af MRSA i næsen, men forureningen ophører typisk inden for få timer til nogle få dage".

 

Et stigende problem

MRSA er en stafylokok-bakterie, der er resistent over for de almindelige former for antibiotika, så det kan være vanskeligt at behandle en infektion med MRSA. Det er derfor vigtigt at forhindre denne bakterie i at sprede sig.

 

Resistente bakterier er et stigende problem både i Danmark og udlandet. For MRSA CC398 - også betegnet som husdyr-MRSA - har stigningen været fra 14 personer i 2007 til 1.249 i 2016. Disse tal indeholder også de personer, som bærer bakterien uden at være syge, altså raske smittebærer.

 

Husdyr-MRSA findes især i de konventionelle svinestalde, hvor 88 pct. er inficerede. For de økologiske besætningers vedkommende er tallet 6 pct. Årsagen til resistens kan bl.a. skyldes forbruget af antibiotika, og økologernes forbrug af netop antibiotika er da også markant lavere end hos deres konventionelle kolleger.

 

- Som økologer forebygger vi antibiotikaresistens hver dag. Grisene kommer ud under åben himmel, har god plads, er længere tid sammen med moderen, får grovfoder og har masser af beskæftigelses- og rodemateriale. Som et resultat af systemet har vi 20 gange lavere medicinforbrug til pattegrise, sagde Randi Vinfeldt, der er formand for Svineudvalget i Økologisk Landsforening, i en kommentar til en opgørelse af MRSA-udbredelsen sidste år.

 

I samme forbindelse gav souschef for dyresundhed ved Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard udtryk for, at han ikke var overrasket over, at smitten med MRSA er så meget mindre i de økologiske opdræt:

 

- I de konventionelle besætninger holdes infektionen ved lige, fordi grisene går så tæt sammen. I de økologiske besætninger er der ikke samme kontinuerlige eksponering.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic