Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Forsøgsdyr i USA: Får boret huller i kraniet og indsprøjtes med pesticider

8/7/2017

Dyr, der slås, sulter og udsættes for flere forskellige forsøg er hverdag i et testcenter i New York. Flere katte er fundet kvalt under væltede kattebakker. 

Udefra er det ikke til at se, hvad der foregår bag murene i en række bygninger uden vinduer i New York, USA.

 

Bygningerne, hvor virksomheden Liberty Research Inc. holder til, er hjemsted for hundredvis af hunde og katte, som er genstande for diverse forsøg, der udføres med mangel på smertelindring og manglende hensynstagen til dyrenes velfærd, lyder anklagerne fra dyreværnsorganisationen Peta, der har været undercover.

 

I et forsøg fik omtrent 30 beagler boret huller i kraniet, hvorefter de blev inficeret med hundesyge, som kan føre til lungebetændelse og tarmbetændelse med hoste, opkastninger og diarré.

 

 

- Nogle hunde blinkede og peb endda, mens det smertefulde indgreb fandt sted, hvilket indikerede, at de ikke var tilstrækkeligt bedøvet, skriver Peta på sin hjemmeside og tilføjer:

 

- Efter denne barbariske procedure fortalte en medarbejder, at vedkommende så en hund, som gik i cirkler, mens en anden bankede sit hoved ned i gulvet gentagne gange. I de efterfølgende dage blev adskillige hunde apatiske, de virkede deprimerede, og stoppede med at spise. Nogle hunde skummede om munden, og andre fik anfald. De blev efterladt lidende tilsyneladende uden nogen behandling og blev slået ihjel ved afslutningen på forsøget.

 

 

Indsprøjtning med pesticider

I et andet forsøg blev hunde inficeret med pesticider, så man kunne vurdere deres tolerancetærskel, selvom der ifølge Peta findes alternative metoder uden brug af dyr. Liberty Research udfører forsøg for bl.a. pesticidgiganten Bayer, og virksomheden sælger derudover tusindvis af forsøgsdyr til både private virksomheder, statslige agenturer såsom det amerikanske fødevareministerium, USDA, og universiteter.
 
En medarbejder erkendte over for Petas undercover-medarbejder, at Liberty Research til tider har sendt de forkerte forsøgsdyr til kunderne, fordi tatoveringerne var blevet ulæselige. Angiveligt for at spare penge foretrækker Liberty tatoveringer frem for at udstyre dyrene med mikrochips, der ellers er mere sikre og indgrebet mindre smertefuldt.
 
Virksomheden benyttede også de samme dyr til forskellige forsøg, selvom det kan skabe misvisende resultater - ifølge Peta skete dette også for at spare penge.
 
Peta konstaterede desuden, at dyr, som åbenlyst ikke kunne gå sammen, alligevel blev holdt i samme bur. En hund blev bidt af en anden hund og havde åbenlyst besvær med at gå på det ene forben - alligevel blev den ikke flyttet ej heller behandlet med det samme, selvom en medarbejder var klar over problemet. Andre hunde og katte var også i slagsmål. En kat døbt Neville af Petas medarbejder blev igen og igen angrebet af de andre katte i buret og gik i over fem måneder med sår på snuden.
 
 
Katte kvalt under kattebakker
Derudover gik katte i så store flokke sammen, at flere af dem ikke kunne komme til maden og var undervægtige.
 
- Der er mange problemer med dem (når de føder, red.), fordi de er undervægtige, men det er skjult, fordi de er gravide, og så går det ned ad bakke for dem, når de lader killingerne die, fordi de ikke kan holde til efterspørgslen, sagde en medarbejder ifølge Peta.
 
To medarbejdere afslørede, at de havde fundet katte kvalt under væltede kattebakker - et problem som også USDA påtalte i marts 2016. 
 
I 2015 blev der ligeledes protesteret mod Liberty Research, efter at USDA fandt adskillige overtrædelser af dyrevelfærdsloven, Animal Welfare Act.
 
 
Beder virksomheder om at genoverveje samarbejdet
Peta har nu kontaktet myndighederne og virksomheder, der samarbejder med Liberty, for at bede dem tage samarbejdet op til genovervejelse.
 
- Liberty Research er blevet taget i at behandle følsomme, tillidsfulde hunde og katte som laboratorieudstyr, der bare kan smides væk. Peta opfordrer Merck, Zoetis og Bayer til at se på vores beviser og genoverveje, om de vil samarbejde med en virksomhed, der tager så lidt hensyn til hunde og katte, siger Alka Chandna, talskvinde for Peta, ifølge mediet nj.com.
Zoetis har ifølge nj.com meddelt, at man tager sådanne sager "alvorligt", og at selvom dyreforsøg spiller en stor rolle i medicinudviklingen, skal disse opfylde vise krav.
 
- Vi forventer, at vores forskningspartnere og leverandører respekterer og fastholder disse høje standarder, lyder det i en erklæring.
 
Bayer oplyser, at man har en tredjepart til at føre årlige tilsyn med samarbejdspartnere, når det handler om dyreforsøg.
 
Hverken Merck eller Liberty Research havde den 29. juni - da nj.com's artikel blev trykt - svaret på mediets henvendelse.
 
Af: Henrik Hindby Koszyczarek
henrikhindby@globalen.dk
Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic