Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Karen Hækkerup leverer et ynkeligt forsvar for kød

3/5/2017

DEBAT: I stedet for at forfægte en miljø- og klimabelastende animalsk produktion skulle Karen Hækkerup hellere se sig om efter bæredygtige og etisk forsvarlige produkter. 

Karen Hækkerup leverer et ynkeligt forsvar for dansk kødproduktion og -forbrug i indlægget "Stop kødhykleriet", den 29. april 2017. 

 

Hendes argumentation er så usammenhængende og horribel, at det ligner en tilståelsessag. For eksempel skriver direktøren for Landbrug & Fødevarer: "Udledningen (af  CO2)  fra dansk oksekødsproduktion er blandt verdens laveste. En undersøgelse fra Wageningen Universitet i Nederlandene viser, at udledningen pr. kg produceret oksekød i Danmark er den næstlaveste i Europa (J.P. Lesschen et al., 2011)."

 

Det kunne måske være af interesse, at det over 10 år gamle datagrundlag ifølge forskerne selv er præget af antagelser, altså usikkert. At den danske produktion ligger under gennemsnittet pr. kg. er ganske ligegyldigt. Belastningen er enorm, fordi der produceres rigtig mange kilo. Samlet set  fremførte forskerne, at mejerisektoren  var den mest klimabelastende driftsgren  (195 mio. ton CO2) fulgt af oksekødsproduktionen på 2. pladsen. (192 mio. ton CO2). Så meget for Hækkerups påstand, at oksekød er en harmløs "sidegevinst" fra mejerisektoren.

 

Hvad endnu værre er, at en ko kun giver mælk, når den har øget kødproduktionen og født en kalv, der så render rundt i to år uden at lave andet end at belaste klima og miljø med metan og gylle, før den så bliver med kalv osv. osv.

 

En ko kan levere 23.700 kilo mælk, før den bliver til hakkekød, fortæller Hækkerup. Det giver 29 ton CO2, hvilket svarer til at køre i bil fem gange rundt om jorden. Bliver mælken til  smør eller ost, ser det endnu værre ud.

 

Størstedelen af landbrugsarealet bruges til foderproduktion

Sagen er i al sin gribende enkelhed, at 73 pct. af verdens landbrugsareal anvendes til foderproduktion. Med plantebaserede fødevarer kunne vi opsuge en masse CO2, nøjes med at dyrke en brøkdel af dette areal og samtidig have overskud af mad. Passagen gennem dyrene decimerer næringsværdien og er en væsentlig trussel for både fødevaresikkerheden på verdensplan og udviklingen af klimaet. Danske landmænd kaster med andre ord store mængder gode fødevarer for svin. Det er uetisk. Der er ingen grund til at være ”stolt”, som Hækkerup synes, vi alle sammen skal være.

 

Karen Hækkerup afviser, at man kunne beskatte oksekød med et argument hentet på månen.   Man kan nemlig, ifølge hende, købe CO2-kvoter svarende til udledningen pr. familie for "en hel rund tyver".  Men at CO2-kvoteprisen er latterligt lav, kunne da netop bane vejen for en hård beskatning, skulle man mene.

 

Karen Hækkerup vrøvler og antyder, at kød er livsnødvendigt. Hun skriver: "Kød indeholder protein af høj kvalitet og giver alle de livsnødvendige aminosyrer, som kroppen ikke selv kan danne". Men det gør planter altså også.

 

De fleste grøntsager indeholder lige så mange proteinkalorier som kød og giver både fibre, sporstoffer, vitaminer og mineraler i tilgift. Ja, kød indeholder intet, som ikke findes i planter. Elefanter, heste, pandabjørne, kvæg, gorillaer og mange andre dyr klarer sig strålende på en ren plantekost. Det gør mennesker også.

 

Et landbrug i økonomisk frit fald

Karen Hækkerup henviser til de officielle kostråd, der anbefaler, at man spiser mindre end 500 g. kød om ugen. Andre fagfolk sætter grænsen 100-200 gram lavere. Grunden er, at kød fremmer kræft, hjertesygdom, sukkersyge, gigt og andre livsstilssygdomme. Men det fortæller landbrugslobbyisten ikke noget om, selv om det fremgår af de samme kostråd.

 

Dansk landbrug befinder sig økonomisk i frit fald og har trods alle mulige kreative tilskudsordninger oven i EU-støtten ikke været i stand til at skabe overskud endsige nedbringe sin gæld. Alene i 2016 kostede erhvervet bankerne 2 mia. kr. i finansielt tab og er altså et meget dyrt bekendtskab.

 

I stedet for at forfægte en miljø- og klimabelastende, uetisk, sultskabende, animalsk produktion skulle Karen Hækkerup hellere se sig om efter rentable, bæredygtige og etisk forsvarlige produkter.  Det kan kun gå for langsomt med at finde på noget, der inde på Vesterbrogade.

 

  • Debatindlæg om dyrevelfærd, klima eller miljø kan sendes til henrikhindby@globalen.dk. 

  • Skriv "Debat" i emnefeltet. 

  • Navn skal oplyses og gerne profession hvis relevant. Debatindlæg er ikke udtryk for Globalens holdning.

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic