Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Studie: Fisk er følende individer, der finder trøst i hinanden

22/4/2017

Et nyt studie viser fællestræk mellem zebrafisk og mennesker. Folk, der spiser eller holder fisk, bør vide, at fisk også tænker og føler, lyder det fra en forskningsleder.

Mens der kommer mere og mere fokus på landbrugsdyrs leveforhold, har fisk gået mere eller mindre svømmet under radaren i den offentlige debat. Mere og mere forskning peger dog på, at også fisk er følende individer, der oplever glæde og danner venskaber.

 

I et nyt studie, publiceret i tidsskriftet Scientific Reports, har forskere ved ISPA Instituto Universitário i Lissabon, Portugal, påvist, at zebrafisk bliver mere afslappede i angstfremkaldende situationer, hvis de er sammen med artsfæller. Det skriver The Independent.

 

Forskerne udsatte zebrafisk for sekreter, som arten selv udskiller, når der er fare på færde. Her observerede forskerne, at fisk, der var alene, udviste større angst, end når de var sammen med andre. Fiskene blev herefter aflivet og obduceret, så deres hjerner kunne undersøges. Forskerne konstaterede, at den sociale tankeproces blev aktiveret i samme hjerneregion som hos pattedyr.

 

"Hvad dette studie viser er, at de (fiskene, red.) ændrer måden de opfatter omgivelserne på, når andre er omkring dem, hvilket indikerer, at de kan være mere kognitivt komplekse, end vi oprindeligt har troet. Måske vil det få folk til at være mere bevidste om fiskenes behov og velfærdsproblemstillinger," siger studiets leder Rui Oliveira til The Independent.

 

 

Fisk er ikke bare pynt eller legetøj

Studiet bør også give anledning til eftertanke hos dem, der spiser kød, mener dr. Penny Hawkins, der er leder for dyreforskningsafdelingen hos det britiske RSPCA - en pendant til Dyrenes Beskyttelse.

 

"Jeg synes, at hvis man mener, det er okay at spise dyr, så skal man være klar over, hvad det er man gør. Man er med til at forårsage døden af et dyr, der er bevidst, og som har oplevelser og interesser," siger hun og tilføjer, at RSPCA ikke taler for vegetarisme, men høje standarder for dyrevelfærd.

 

Hun håber også, at studiet er med til at gøre folk, der holder fisk som kæledyr, mere bevidste om dyrenes behov. Her nævner hun bl.a., at man bør tænke sig om, før man blander fremmede fisk sammen eller splitter en flok.

 

"De er ikke bare pynt eller legetøj for folk - de er individer, og de er bevidste. Der er ret meget forskning i fisks personligheder. Nogle fisk er modige, andre er tilbageholdende. Der sker meget mere i et akvarium, end folk tidligere har troet," siger hun.

 

Penny Hawkins kritiserer dog også forskernes metode; hun har svært ved at se, at studiets resultater kan retfærdiggøre aflivningen og mener desuden, at den benyttede bedøvelse før aflivning, ikke var optimal. Rui Oliveira siger, at proceduren for bedøvelsen blev fulgt i tråd med reglerne, og at han ikke kender til bedre alternativer. Læs mere om sagen her.

 

 

Nyere forskning gør op med myter om fisk

Sidste år udgav forskere fra Sverige et studie, der påviste, at laks i opdræt udviser tegn på depression, og at nogle fisk så ud til helt at have givet op og blot flød apatisk rundt i vandet uden at spise.

 

I forbindelse med studiet målte forskerne bl.a. niveauet af stresshormonet kortisol i de deprimerede fisk og fandt, at det var signifikant højere end i de øvrige fisk. Derudover var nervesystemet, der regulerer kortisol, enten overaktivt eller defekt.

 

Sammenlagt med observationer af fiskenes fysiske adfærd og tilstand underbygger det hypotesen om, at depressive symptomer hos mennesker har en sammenhæng med problemer i nervesystemet, der udskiller og regulerer mængden af kortisol.

 

- Fisk i opdræt lever i et meget stressfyldt miljø, eftersom disse forhold i fiskeopdræt er markant anderledes, end hvad fiskene er udviklet til at håndtere i det fri, sagde Marco Vindas, biolog ved University of Gothenburg i Sverige.

 

Sidste år udgav biolog Jonathan Balcombe desuden bogen 'What a fish knows', der skulle gøre op med tanken, at fisk er uden bevidsthed og sociale færdigheder. Heri forklarer han, at mange fisk kan genkende hinanden på individniveau, at visse fiskearter samarbejder med hinanden, og at hanner bejler til hunner før parring.

 

"Som biolog, der specialiserer sig i dyrs adfærd og følelser, har jeg brugt de seneste fire år på at undersøge forskningen i dyrenes indre liv. Hvad jeg har fundet frem til er en indikation på, at vi i allerhøjeste grad har undervurderet disse fantastiske havdyr. De stadigt flere beviser leder henimod én entydig konklusion: Fisk tænker og føler," skrev han i en kronik på New York Times' hjemmeside.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic