Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Medarbejder stopper og langer ud efter chefen i åbent brev

17/4/2017

Der bliver smækket med døren i den amerikanske miljøstyrelse: I et åbent brev, der går sin gang på nettet, langes der ud efter styrelsens nye chef udpeget af Donald Trump.

Med Donald Trump som præsident kan det være svært at se, hvad fremtiden bringer for den amerikanske miljøstyrelse, Environmental Protection Agency (EPA), der står over for massive nedskæringer.

 

Arbejdsmoralen blandt medarbejderne er da også styrtdykket, mener den 60-årige Michael Cox, som netop er gået på pension efter 30 års ansættelse som klimarådgiver i styrelsen. I forbindelse med sit farvel har han offentliggjort et over fire sider åbent brev, hvor han langer kraftig ud efter EPA's nytiltrådte chef, Scott Pruitt. 

 

"Jeg skriver dette brev, fordi jeg - sammen med mange andre EPA-medarbejdere - i stigende grad er bekymrede over den retning, som EPA styrer i under dit lederskab," skriver Michael Cox i indledningen.

 

 

Lagt op til massive nedskæringer

Scott Pruitt, der var udpeget til posten af præsident Donald Trump, var et kontroversielt valg, fordi han som advokat har ført et hav af retssager mod netop EPA, der efter hans mening er gået for vidt med regler vedrørende ren luft og vand. Scott Pruitt arbejder nu for at fjerne en del af de miljømæssige krav, fordi de efter han og Trump-administrationens mening er til skade for industrien. 

 

Der er lagt op til en besparelse på 31 pct. i EPA's budget, 25 pct. af medarbejderne står over for en fyring, og 56 miljøprogrammer skal efter planen skæres fra. Desuden benægter Scott Pruitt, at mennesket er hovedårsagen til klimaforandringerne, hvilket modsiger den brede klimaforskning, og så har han nægtet at forbyde pesticidet chlorpyrifos, der mistænkes for at påføre mennesker hjerneskade.

 

Michael Cox fortsætter sit brev med at tale direkte til Scott Pruitt og fortælle om frustrationen blandt styrelsens ansatte.

 

"Jeg formoder, at du er bekendt med den nuværende lave moral blandt EPA's ansatte. Jeg har arbejdet under seks administrationer med politisk udpegede EPA-ledere fra begge partier. Dette er første gang, jeg erindrer, at medarbejdere åbent har affærdiget og gjort grin med en administrations miljøpolitik og dermed dig - personen som er udpeget til at implementere disse politikker. De beskeder, vi får, er, at denne administration arbejder på at afskaffe EPA og dets medarbejderstab så hurtigt som muligt," skriver Michael Cox og tilføjer, at moralen ikke har været lavere, siden han begyndte i jobbet i 1987.

 

Washington Post har desuden interviewet flere ansatte, som alle fortæller samme historie. En kalder moralen "meget dårlig", en anden siger, at den er "til rotterne", mens en tredje fortæller, at stort set alle er i gang med at opdatere deres CV'er. De udtaler sig alle anonymt.

 

 

Læs uddrag af brevet her

Michael Cox opremser otte hovedpunkter, som han anser som særligt problematiske. Globalen bringer herunder uddrag af punkterne - brevet kan læses i sin fulde længde her (eksternt link).

 

1) Benægtelse af klimaforskningen: Dette er hovedbekymringen blandt EPA-medarbejderne. Det var overraskende - nej, chokerende - da du på nationalt tv hævdede, at CO2 ikke er den bærende årsag til klimaforandringerne. Det er videnskabeligt fastlagt, og vi har for mange vigtige videnskabelige problemer forbundet med klimaforandringerne at undersøge til at spilde vores tid med at debattere dette aspekt. Jeg kommer til at tænke på, da jeg for adskillige år siden var til en høring i Kongressen, hvor kongresmedlem Henry Waxman spurgte topcheferne for de store tobaksfirmaer, om rygning forårsagede lungekræft. Samtlige topchefer benægtede kategorisk, at rygning forårsagede lungekræft. Vi ved selvfølgelig, at det var usandt. Du vil fortsætte med at underminere din egen troværdighed og integritet over for EPA-medarbejderne og størstedelen af befolkningen, hvis du fortsætter med at sætte spørgsmålstegn ved den basale videnskab inden for klimaforandringerne. (...)

 

2) "Vores Store Dag i Dag": Overskriften i e-mailen, der lykønskede EPA-medarbejderne tirsdag den 28. marts lød "Vores Store Dag i Dag". Spørgsmålet, som mange af os havde, var, hvem "vores" refererede til? Var det de mange EPA-karrierefolk, der har arbejdet i årevis blot for at se deres arbejde blive annulleret eller trukket tilbage? Var det de EPA-medarbejdere, der burde juble over, at præsidenten kom til EPA for at stikke en finger i øjet på os (eller som mange folk indikerede; at give os fingeren)? Var det den fossile industri, som vil få størst gavn af præsidentens handlinger? Eller var det de kulminearbejdere, der var til stede ved begivenheden, og som har fået falske forhåbninger om, at deres job vender tilbage? Vi var ærligt talt fornærmede over, at præsidenten ville komme til EPA og annoncere, at han ophæver arbejdet for at bekæmpe det mest påtrængende miljømæssig problem i vores generation: klimaforandringerne. Det var fuldstændig uforståeligt, at en administration kunne være så arrogant og kynisk.

 

3) At Give Falske Forhåbninger: Præsidenten har ret i, at vi skal hjælpe kulminearbejderne, som har mistet deres job, og opkvalificere dem til fremtiden. Præsidenten tager dog fejl om, at kuljobbene vil vende tilbage, når han har annulleret vores arbejde mod klimaforandringerne. At hævde det modsatte er løgn og vildledning. Det er ufatteligt, at en administration, der kalder sig selv forretningskløgtig, ikke har lavet sit hjemmearbejde om de markedskræfter, der spiller ind på kulindustrien. Antallet af folk ansat i forbindelse med kulproduktionen i USA har været faldende, siden det toppede i 1925 med over 860.000 personer ansat, til det nuværende lavpunkt i 2017 med omtrent 77.000 personer ansat (USA's Beskæftigelsesministerium). Den støt faldende udvikling i kulindustrien skete hovedsageligt, i takt med at kulproduktionen steg. Årsagen til den faldende beskæftigelse var simpel: Automatisering, ikke jobdræbende reguleringer. Ifølge kulvirksomhederne selv vil den faldende produktion af kul i USA ikke blive vendt mærkbart. (...)

 

4) Uforsvarlige Nedskæringer i Budgettet: Vi blev fortalt, at du forsøgte at tale for en mindre nedskæring i EPA-budgettet, men i sidste ende havde det budget, der blev afleveret til Det Hvide Hus' kontor for ledelse og budget, endnu større besparelser. Det klare budskab til EPA-medarbejderne var, at enten støttede du de yderligere nedskæringer, eller også har du minimal indflydelse på administrationen. Vi vil sætte pris på en mere detaljeret beskrivelse af, hvorfor du anbefaler at visse EPA-programmer bliver beskåret eller helt fjernet. Vi ville for eksempel meget gerne vide, hvorfor ressourcer til Alaskas Indfødte Landsbyer bliver reduceret, når de lever under nogle af de hårdeste betingelser i landet? Hvorfor vil du fjerne tilskud til beskyttelsen og genopbygningen af Puget Sound-økosystemet, der skaber tusindvis af job og indtægter for staten Washington? Hvorfor vil du skære i et program, der reducerer skolebussernes dieselforurening, som bliver indåndet af vores mest sårbare befolkningsgruppe; børnene? For at være troværdig bliver du nødt til at forklare os i detaljer, hvorfor du mener, at disse programmer skal beskæres eller fjernes.

 

5) Udpegning af Politiske Medarbejdere, Der Er Åbent Fjendtlige Over for EPA: Vi var overraskede og misfornøjede, da det blev annonceret, at den nye EPA stabschef og adskillige andre medarbejdere har arbejdet for senator Inhofe. Som du ved, er senator Inhofe en af de største kritikere af EPA og en af de mest vokale klimabenægtere i Kongressen. (...)

 

6) At Du Fortsætter Med at Dæmonisere EPA: Du har holdt adskillige taler og interviews i løbet af de seneste uger, hvor du har dæmoniseret EPA og dermed EPA-medarbejderne. Det bliver nødt til at stoppe. At kritisere den organisation, som du er leder for, er ikke den type lederskab, der vil skabe resultater. Som leder er du nødt til at motivere og inspirere din stab. (...)

 

7)  Mangel På Forståelse Af Hvad Vi Laver i EPA (især i regiongerne): I regionerne arbejder vi tæt sammen med vores stater og stammer. Når du taler om "kooperativ føderalisme" antyder det et eller andet nyt koncept, og at vi ikke arbejder med staterne eller stammerne. Det strider imod min og mange andres opfattelse. Det efterlader det indtryk, at du ikke forstår, hvor tæt vi nu samarbejder med vores stater og stammer. (...) Du har talt om at være opmærksom på processen og lovgivningen. Du har ret. Men dine bemærkninger om, at EPA ikke har været opmærksom på processen eller lovgivningen, hænger ikke sammen med mange medarbejderes oplevelser, heriblandt mig. Jeg kan give dig adskillige eksempler alene fra Region 10 (Cox' arbejdsplads, red.), hvor vi har arbejdet med at engagere befolkningen i staterne, stammer, samfund og industrien. Disse former for udtalelser indikerer over for os, at du og din stab ikke forstår det fundamentale arbejde, vi udfører i EPA.

 

8) Vær Sød At Træde Et Skridt Tilbage og Lyt Til Dine EPA-medarbejdere: Hvis du eller din stab på mirakuløs vis læser dette brev, kan jeg kun håbe på, at du træder et skridt tilbage og indser, at du er leder for en organisation med mange hårdtarbejdende, dedikerede professionelle, som tror på deres arbejde. USA er en verdensleder i at beskytte sine borgeres helbred og miljøet. Vil du virkelig have, at du bliver husket som personen, der førte an i tilbagerulninger og fjernelse af de fantastiske fremskridt, som vi har gjort over de seneste 40 år? (...)

 

Ifølge mediet climatesciencewatch.org har Michael Cox desuden sendt en takkemail til sine kolleger, hvori han udtrykker taknemmelighed for deres samarbejde, og at han er ked af at rejse, men at det er på tide at prøve noget nyt.

 

"Jeg tror, at EPA står foran en hård tid, men jeg tror, at vi (I) kan kæmpe imod ved at bruge lovgivningen og videnskaben. Og husk at udenfor har I en ven, der vil støtte jer og tale jeres sag."

 

 

Øverst: Scott Pruitt interviewes om sin kontroversielle miljøpolitik.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic