Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Forskere advarer: Vi kan skabe et klima, som ikke er set lignende i 420 mio. år

13/4/2017

Fortsætter vi med en høj udledning af drivhusgasser, har vi om få generationer varmet kloden op til et niveau, der sandsynligvis ikke er set lignende i mindst 420 mio. år.

I løbet af de næste 100 til 200 år kan menneskets afbrænding af fossile brændstoffer have øget CO2-niveauet i atmosfæren, så kloden bliver opvarmet kraftigere end de seneste 420 mio. år.

 

Det konkluderer forskere fra tre universiteter efter at have gennemgået godt 1.200 estimater af fortidens CO2-niveau og sammenlignet dem med fremtidige scenarier. Det oplyser Southampton University på sin hjemmeside.

 

Klodens naturlige klimaperiode er egentlig lige nu i en kølig periode, men trods det opvarmes den så hastigt, at forskerne betragter det som "højst usædvanligt".

 

På blot 150 år har vores afbrænding af fossile brændstoffer øget indholdet af CO2 i atmosfæren fra omtrent 280 ppm til 405 ppm i 2016 - en stigning på over 40 pct. 

 

 

Klimaforandringerne sker hurtigere end normalt

Forskerne vurderer, at hvis vi fremover har en høj udledning af drivhusgasser samtidig med en høj befolkningstilvækst, kan CO2-indholdet i atmosfæren ramme 2.000 ppm (partikler per million) i år 2250. Dette scenario er også kendt som RCP 8.5-scenariet, hvor vi stort set ikke gør noget ved vores afbrænding af fossile brændstoffer.

 

Et CO2-indhold på 2.000 ppm er ikke set i mindst 200 mio. år, men fordi solens varmepåvirkning gennem tiden er øget en smule, er drivhuseffekten kraftigere end dengang og i det hele taget end i 99,9 pct. af tiden de seneste 420 mio. år.

 

"Det vil ikke kun betyde, at de resulterende klimaforandringer vil forekomme hurtigere, end kloden har gennemgået i millioner af år - klimaet, som vil eksistere til den tid (i 2250, red.), har sandsynligvis heller intet naturligt sidestykke i, så vidt vi kan sige, de seneste 420 millioner år," siger professor Gavin Foster, hovedforfatter til studiet og professor på fakultetet for isotop geokemi ved University of Southampton, England.

 

Bliver RCP 8.5-scenariet virkelighed, vil CO2-indholdet allerede i slutningen af dette århundrede være sammenligneligt med den Eocæne Tidsperiode, hvor klodens gennemsnitstemperatur var mindst 10 grader celsius varmere end i dag, der var stort set ikke var noget is på kloden, og der voksede palmetræer i Alaska og Nordeuropa.

 

"Længerevarende opvarmning er sket tidligere, men hastigheden af fortidens klimaforandringer er med stor sandsynlighed generelt sket i et langsommere tempo, end hvad vi lige nu gennemgår. Fortsat brug af fossile brændstoffer i samme omfang har potentialet til at skubbe klimasystemet ud i en tilstand, som ikke er set på Jorden i mindst 420 mio. år," skriver forskerne i studiet.

 

Forskerne bag det nye studie har set på fortidens klima, herunder solens aktivitet, og vurderer ud fra det, hvilket klima vi kan gå i møde. RCP-stregerne illustrerer forskellige scenarier baseret på, hvor mange drivhusgasser vi udleder i fremtiden.

 

 

Risiko for hidtil uset klimapåvirkning

Et tidligere studie - angivet som Wink12K i ovenstående graf - vurderer, at atmosfærens CO2-indhold kan nå helt op på 5.000 ppm, hvis vi forbruger alle lagre af fossile brændstoffer inkl. ukonventionelle lagre som skifergas. Dermed vil både indholdet af CO2 samt drivhuseffekten være højere end på noget andet tidspunkt de seneste 420 mio. år.

 

Et sådant scenario medfører en risiko for at udsætte Jorden for en klimapåvirkning, man aldrig har registreret i de geologiske målinger, skriver forskerne i studiet.

 

"Hvis der er én ting data om fortidens klimahændelser har lært os, er det, at en uformindsket afbrænding af fossile brændstoffer vil have store og langvarige konsekvenser," siger Richard Zeebe, palæoklimatolog ved University of Hawaii, til mediet Climate Central.

 

En rapport udgivet af World Meteorological Organization tidligere i år konkluderede, at vi allerede nu har opvarmet kloden i en sådan hast, at vi har bevæget os ind på "ukendt territorium". 

 

 

Sådan kan man måle fortidens klima

Tidligere tiders niveauer af drivhusgasser ses ved hjælp af såkaldte proxymålinger, hvor man bl.a. kan måle indholdet af drivhusgasser bl.a. i luftbobler i iskerner og rekonstruere klimaet ud fra marine sedimenter og koralrev samt årringe i træer.

 

Forskerne tilføjer, at der vil være usikkerheder forbundet med målinger så langt tilbage i tiden.

 

Studiet er publiceret i tidsskriftet Nature Communications og lavet i et samarbejde mellem de tre universiteter University of Southampton, UK, University of Bristol, UK, og Wesleyan University, USA. Det er finansieret af Natural Environment Research Council (NERC). 

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic