Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Klimarapport: Vi har bevæget os ind på ukendt territorium

23/3/2017

Den årlige klimarapport fra World Meteorological Organization tegner et dystert billede af de globale klimaforandringer, som igen i 2016 bød på en række vejrrekorder.

2016 markerede sig klimamæssigt på flere punkter. Opvarmningen af kloden nåede nye højder, havet og CO2-niveauet i atmosfæren stiger fortsat, og havisens udbredelse er "exceptionelt lav".

 

Det skriver World Meteorological Organization (WMO) i sin årlige klimarapport, State of the Global Climate, der præsenteres for FN den 23. marts.

 

"Denne rapport bekræfter, at 2016 blev det varmeste år nogensinde registreret - bemærkelsesværdige 1,1 grader celsius over det førindustrielle niveau og 0,06 grader over den tidligere årsrekord sat i 2015. Denne forøgning i den globale temperatur er i overensstemmelse med andre forandringer, der sker i klimasystemet," siger Petteri Taalas, generalsekretær for WMO, i en pressemeddelelse.

 

 

Et af de hårdt ramte områder er Arktis, hvor isens udbredelse det meste af året var et godt stykke under sit vanlige gennemsnit. Da isens omfang toppede i marts 2016, havde et så lavt topniveau ikke været målt mindre, siden de pålidelige satellitmålinger blev påbegyndt i 1979.

 

Arktis nåede et lavpunkt i november 2016, da der var 4 mio. km2 mindre havis end månedens gennemsnit. Mindst tre gange denne vinter er der blevet observeret så høje temperaturer i regionen, at det svarer til en hedebølge for området; på tidspunkter, hvor isen skulle vokse sig bredere og tykkere, var den faktisk omkring smeltepunktet. 

 

 

Menneskets påvirkning er tydelig at se

Forskning peger på, at udviklingen i Arktis ændrer på hav- og vindstrømme, som påvirker vejret i andre egne af verden. Således oplevede Canada og store dele af USA usædvanligt lunt vejr - alene i USA blev 11.743 varmerekorder enten tangeret eller brudt. Alt imens regioner på Den Arabiske Halvø og Nordafrika havde det usædvanligt koldt i begyndelsen af 2017.

 

Store dele af det sydlige Afrika indledte året med udbredt tørke. Den 7. januar 2016 blev der målt 42,7 grader i Pretoria og 38,9 grader i Johannesburg, hvilket begge steder var minimum 3 grader over deres tidligere varmerekorder. For andet år i træk lå mængden af regn i Sydafrika 20-60 pct. under gennemsnittet for regnsæsonen.

 

"I takt med at niveauet af CO2 i atmosfæren igen og igen bryder rekorder, er menneskets påvirkning på klimaet blevet mere og mere tydelig," siger Petteri Taalas, som forklarer, at det med moderne computerteknologi og tilgængeligheden af mange års klimadata nu er muligt ganske klart at påvise sammenhængen mellem de menneskeskabte klimaforandringer og mange af de usædvanlige vejrfænomener, herunder ekstreme hedebølger, som finder sted.

 

 

"Ukendt territorium"

Hvert af de seneste 16 år siden 2001 har været mindst 0,4 grader celsius varmere end gennemsnittet for baseline-perioden 1961-1990, og det er i overensstemmelse med prognosen, at kloden bliver mellem 0,1 og 0,2 grader varmere for hvert årti, der passerer.

 

De fleste steder på kloden oplevede rekordvarme i 2016 - nogle steder i Rusland, Canada og Alaska var mindst 3 grader celsius varmere end gennemsnittet for 1961-1990. De eneste mærkbare undtagelser var en del af Argentina og det sydvestlige Australien.

 

En lille del af opvarmningen - ca. 0,1-0,2 grader - i det forgangne år kan tilskrives vejrfænomenet El Niño, og derfor er det ikke sikkert, at 2017 bliver lige så varmt som det foregående år - dog forventer klimaforskere fortsat, at den globale opvarmningstrend fortsætter, og med varmerekorder i årets første måneder, virker det som et sandsynligt udfald.

 

"Selv uden en stærk El Niño i 2017 ser vi andre bemærkelsesværdige forandringer på tværs af kloden, hvilket skubber til grænserne for vores klimasystem. Vi har nu for alvor bevæget os ind på ukendt territorium," siger David Carlson, der er direktør for World Climate Research Programme.

 

 

Havet er steget 20 cm

Havet overfladetemperatur var også rekordhøj i 2016. Det har bidraget til omfattende blegning af verdens koraller, og ifølge WMO er der blevet rapporteret om flere døde zoner i havet, hvilket har ramt både fiskere og økosystemer. Havet er nu også steget hele 20 centimeter siden begyndelsen af det 20. århundrede og nåede et rekordniveau i februar 2016, efter at El Niño bidrog med 15 mm's stigning fra november 2014 til februar 2016.

 

Desuden har atmosfærens indhold af CO2 nu nået 400 ppm - niveauet før den industrielle revolution var på 280 ppm - og grundet CO2's lange levetid, vil niveauet ikke falde i mange årtier, selvom mennesket bremser sin udledning markant. 

 

Rapporten er baseret på adskillige internationale målinger, som er indsamlet af flere klimainstitutter uafhængigt af hinanden. Amerikanske Noaa og Nasa samt britiske Met Office Hadley Centre og Unviersity of East Anglia Climatic Research Unit har indsamlet data om klodens temperaturer siden 1880.

 

Derudover er der indhentet oplysninger om klimaændringernes påvirkninger fra World Food Programme, FN's landbrugsenhed FAO, FN's Flygtningehøjkommissariat, The International Organisation for Migration, FN's miljøagentur Unep, Den Internationale Valutafond og The Centre for Research on the Epidemiologi of Disasters ved Université catholique de Louvain, Belgien.

 

 

Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic