Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Trump slår igen: Vil have teenageres retssag mod sig droppet

19/3/2017

Klimaforandringerne er centrum for et sagsanlæg anlagt af en gruppe børn og unge mod den amerikanske regering. Regeringen og den fossile industri forsøger nu at få sagen droppet.

Det er blevet kaldt "den største retssag på kloden", og der er ved at blive indspillet en dokumentar om sagen, der af en dommer sidste år fik grønt lys til at blive prøvet i retten. Sagsøgerne er 21 børn og unge, og sagsøgte er den amerikanske regering og dermed præsident Donald Trump.

 

Men nu slår Trump-administrationen fra sig. Ifølge Washington Post har regeringen nemlig appelleret afgørelsen om, at sagen kan komme for retten - og regeringen har efterfølgende fået støtte fra den fossile industri, som ligeledes har appelleret afgørelsen.

 

De 21 børn og unge i alderen 8-20 år anlagde oprindeligt sagen i 2015 mod daværende præsident Barack Obama, og da en dommer i november sidste år gav sagen grønt lys til at lade den køre, forsøgte den daværende regering også at få afgørelsen omstødt. Eftersom Donald Trump har overtaget embedet, er han og hans regering nu automatisk blevet den sagsøgte.

 

Kort efter Trumps indsættelse anmodede sagsøgerne justitsministeriet om at bevare alle dokumenter og oplysninger, som kan være relevante i forbindelse med retssagen, herunder informationer om klimaforandringer, energi og emissioner. Anmodningen kom, efter at det kom frem, at regeringen angiveligt er begyndt at fjerne og slette sådanne oplysninger fra en række statslige hjemmesider. 

 

Sagsøgernes chefjurist, Julia Olson, er bekymret for, at regeringen er ved at skaffe sig af med væsentlige informationer og fortæller, at man har gjort det klart over regeringen, at det er ulovligt at slette beviser i en retssag.

 

 

Lignende sager er ført i andre lande

Ifølge Michael Burger, leder ved Sabin Center for Climate Change Law ved Columbia Law School, argumenterer regeringen i sin appel bl.a. for, at det er en "byrde" for den at bevare disse dokumenter.

 

Det er første gang, at en sådan sag - muligvis - kan køre på landsplan i USA. Der har tidligere været sager på statsniveau. Lignende sager har også kørt i Holland, Østrig, Pakistan og Sydafrika, hvor de er blevet vundet, skriver Washington Post. 

 

Sagsøgernes argument er, at klimaforandringerne vil påvirke deres frihed og velstand, og at deres grundlovssikrede rettigheder dermed krænkes, når politikerne ikke fører en politik, der modarbejder global opvarmning. Ifølge de unge sagsøgere har den amerikanske regering i årevis kendt til klimakonsekvenserne ved forbruget af fossile brændstoffer uden at gøre noget - samtidig har den fremmet produktionen af fossile brændstoffer

 

 

"Den største retssag på kloden"

Mary Wood, fakultetleder ved Environmental and Natural Resources Law Center på University of Oregon har tidligere udtalt til CNN, at søgsmålet vil være den "største retssag på kloden", og Pat Gallagher, juridisk leder ved miljøorganisationen Sierra Club, kalder det for "stort", hvis sagsøgerne vinder sagen.

 

"Det vil vende op og ned på klimarelaterede retstvister, klimalovgivningen, som vi kender den," siger han til Washington Post.

 

Det er organisationen Our Children's Trust, der fører sagen for de unge.

Øverst i artiklen ses en udtalelse fra Xiuhtezcatl Martinez - en af sagsøgerne - efter en høring sidste år i forbindelse med sagen.

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic