Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

Klimaforsker opgiver: Det er for sent at redde verden

4/3/2017

En af Norges mest erfarne klimaforskere mener, at det er for sent at bremse den globale opvarmning. For mange kæmper fortsat for brugen af fossile brændstoffer, siger han. Flere forskere deler hans pessimisme.

Der er ikke mange opløftende ord fra en af Norges mest erfarne klimaforskere, når talen falder på kampen mod klimaforandringerne og målet om et fossilfrit samfund. Den 64-årige seniorforsker hos Cicero Center for klimaforskning, Knut Halvor Alfsen, frygter, at løbet er kørt.

 

Det fortæller han i et interview med vg.no. 

 

"Jeg tror ikke, vi kommer til at standse global opvarmning, før det bliver grimt," siger Knut Halvor Alfsen.

 

Han forklarer, at det er en erkendelse, han langsomt er nået frem til siden begyndelsen af 2000-tallet, dengang prognoserne nok var ildevarslende, men stadig usikre. Jo mere, forskere har fundet ud af om klimaforandringerne, og jo bedre metoderne er blevet, desto mere ildevarslende har konklusionerne lydt. Samtidig er der for stor forskel på, hvad politikerne siger, de vil gøre, og hvad de så rent faktisk gør, mener han.

 

"Pointen er, at vi i løbet af få årtier ikke længere må udlede drivhusgasser, og dén udfordring er svær - der er så mange modkræfter, som vil beholde fossile brændstoffer længe endnu," siger han til vg.no.

 

 

Frygter lovløshed

Han frygter, at klimaforandringerne vil betyde store omvæltninger for samfundet.

 

"Civilisationen er en skør størrelse. Når det begynder at knage med en ødelagt økonomi, enorme flygtningestrømme, madmangel og epidemier, kan vores sociale orden hurtigt bryde sammen. Resultatet kan blive bander og lovløshed."

 

Parisaftalen fra 2015 satte en målsætning om en maksimal global opvarmning på 2 grader celsius for at undgå, at klimaforandringerne løber helt løbsk - og hensigten er at holde opvarmningen på 1,5 grader i forhold til det førindustrielle niveau. På nuværende tidspunkt har den globale opvarmning på blot 130 år nået omtrent 1 grad. 

 

 

Andre eksperter er også pessimistiske

Vg.no har spurgt tre andre eksperter om deres syn på fremtiden, og her er heller ikke megen optimisme at spore. 

 

Direktør ved Bjerknessenteret for klimaforskning, Tore Furevik, betegner det som "vanskeligt" at holde sig under 2 grader, men hæfter sig ved, at det trods alt er bedre at bremse opvarmningen ved eksempelvis 2,5 grader end 3,5 grader. 

 

Jan-Gunnar Winther, direktør ved Norsk polarinstitutt, kalder det "uhyre vanskeligt" at begrænse opvarmningen til 1,5 grader, og siger, at det "haster med tiltag", mens Jon Hovi, professor i statskundskab med speciale i klimapolitik ved Universitetet i Oslo, kalder klimaproblemet det "vanskeligste problem", som menneskeheden nogensinde har stået over for, og medgiver, at han "ikke er vældig optimistisk".

 

 

Vi må ikke give op

Tidligere på året skrev journalist og miljøforkæmper Bill McKibben en kronik på Yale Universitys klimaside e360.yale.edu, hvor han nævnte muligheden for, at klimakampen er tabt.

 

"En mulighed er, at vi har tabt. Det er en reel mulighed, som vi bør overveje forsigtigt i stedet for at ignorere den, fordi den er for ubehagelig," skrev han.

 

Han mener, at det hele tiden har været urealistisk, at verdenssamfundet kunne omstille sig til grøn energi hurtigt nok for at bremse den globale opvarmning. I 1989 udgav han sin første bog om emnet - 'The End of Nature' - hvori en politisk ekspert kaldte global opvarmning for "problemet fra helvede", fordi der er så mange økonomiske interesser forbundet med fossile brændstoffer og status quo. Desuden havde man dengang ikke forventet, at den globale opvarmning og klimaændringerne ville ske i så hastigt et tempo.

 

Han fastholdt dog, at den grønne kamp trods alt skal fortsætte:

 

"Vi når aldrig et punkt, hvor det ikke kan blive værre. Det kan blive værre, og det vil det blive, hvis vi ikke kæmper."

 

De seneste data om havisen ved polerne viser, at isen ved både Antarktis og Arktis er rekordlav i omfang, og ifølge et studie fra 2008 sammenholdt med målinger fra Mauna Loa-stationen i 2015 er CO2-indholdet i atmosfæren nu på sit højeste niveau, i al den tid mennesket har eksisteret.

 

 Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic