Please reload

Seneste

Global rejseportal opfordrer turister til at boykotte elefantridning og selfies

November 29, 2019

1/4
Please reload

Topnyheder

EU's landbrugsdyr bliver tævet og får stød efter lang transport

1/3/2017

Igen afsløres ulovlige forhold i den internationale dyretransport. Dyr eksporteret fra EU-lande får stød, bliver slået, sparket og presses sammen på alt for lidt plads.

 

Landbrugsdyr lider stadig under de lange dyretransporter på tværs af lande, og der ses stort på lovgivningen.

 

Det er tidligere blevet dokumenteret, og nu viser nye skjulte optagelser fra dyreværnsgruppen Animals International, der hører under Animals Australia, dyr, der bliver slået, sparket, får stød, er indsmurt i afføring og rejser i adskillige dage, før de når fra et EU-land frem til deres destination. Det skriver den britiske avis The Guardian, der har fået indsigt i optagelserne.

 

Ifølge The Guardian viser videooptagelser desuden dyr, der spræller desperat, imens de får deres hals skåret eller savet over gentagne gange - ofte noget der finder sted på fyldte markeder. Dette er dog ikke noget, som EU-loven dækker over, da transporten er afsluttet. Nogle af optagelserne kan også ses i nedenstående tweet.

 

Medarbejderne fra Animals International har været undercover i Kroatien og seks lande i Mellemøsten og indsamlet dokumentationen over otte måneder.

 

Advokatfirma: Klart lovbrud

Ifølge EU's lovgivning skal dyr, som eksporteres fra EU-lande, behandles i tråd med EU-regler - også selvom dyrene eksporteres til lande uden for unionen. Reglerne siger bl.a., at dyrene ikke må blive udsat for unødig lidelse eller lide skade, og at transporten skal være så kort som mulig. I et eksempel var kvæg fra Irland næsten to uger undervejs, og de var indsmurt i afføring, da skibet med dem ankom til deres destination i Tyrkiet.

 

Avisen har vist optagelserne til et italiensk advokatfirma, der har specialiseret sig i dyrelovgivning, og her lyder den juridiske vurdering, at loven er overtrådt i samtlige af de viste transporter.

 

Flere EU-parlamentsmedlemmer, der har set optagelserne, vil nu skærpe reglerne.

 

The Guardian har forgæves forsøgt at få udtalelser fra myndighederne i de eksporterende lande fra afsløringerne; Irland, Frankrig, Tyskland, Rumænien, Ungarn, Litauen, Polen, Slovenien og Kroatien. Fra Slovenien lyder det, at hvis man bliver gjort bekendt med mishandling, vil man øjeblikkeligt efterforske sagen. Kroatien afviser beskyldningerne, og myndighederne i de øvrige lande har ikke besvaret avisens henvendelse.

 

Undersøgelsen vil blive offentliggjort den 6. marts, skriver Europgroup for Animals, en paraplyorganisation for dyreværnsorganisationer i EU, på Twitter.

 

 

Tidligere undersøgelse har også vist mishandling

Ifølge Eurogroup for Animals transporterer EU hvert år mindst én milliard fjerkræ og 37 millioner kvæg, grise, får, geder og heste både internt i EU og eksternt til lande uden for unionen.

 

Dyreværnsorganisationer som Dyrenes Beskyttelse og paraplyorganisationen i EU, Eurogroup for Animals, har i flere år forsøgt at stoppe de lange transporttider bl.a. med kampagnen #stopthetrucks. Over 400.000 EU-borgere har allerede skrevet under på kampagnens ønske om, at pattedyr maksimalt transporteres i otte timer og fjerkræ i fire.

En fem år lang undersøgelse foretaget af Eyes on Animals og TSB/AWF fra 2010 til 2015 viste også adskillige tilfælde af lovbrud (se videooptagelser fra denne undersøgelse i ovenstående video). 70 pct. af de dyretransporter, der blev inspiceret ved den bulgarske grænse, brød EU's transportlovgivning; dyr sultede, nogle var parkeret i sollyset i 24 timer uden vand, får ventede i fem dage, inden transporten fortsatte, og lam var blevet trådt ihjel.


Desuden fandt man, at dyr blev fragtet i utidssvarende køretøjer, som ikke var egnede til dyretransport, og at fraværet af dyrlæger medførte, at syge, tilskadekomne eller døde dyr først blev opdaget, når de var nået frem til destinationen.

 

 

Af: Henrik Hindby Koszyczarek

henrikhindby@globalen.dk

Please reload

ANNONCE

ANNONCE

Globalen.dk, stiftet i marts 2015, er et nyhedsmedie, der har fokus på dyrevelfærd, klima og miljø fra både ind- og udland. Globalen er også tilgængelig på Facebook og Twitter samt optimeret til smartphones. 

Hent også app'en Globalen, der virker til Android.

© 2015 by Globalen / Henrik Hindby Koszyczarek

Kontakt: henrikhindby@globalen.dk

 

Nyhedsfeeds udviklet af: http://feed.mikle.com/

Find Globalen på:

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic